Lisbeth Bonde, Mindeord, Nov 2021

En frygtløs ener

Mindeord

Dansk kunstlivs polyfone kor af stærke stemmer er med Jørgen Haugen Sørensens død blevet kraftigt reduceret

En nådesløs samfundsrevser. En outsider, der så tingene i et usædvanligt skarp lys. For slem og for sortseende for sarte sjæle, men en genial billedhugger for alle med sans for den tredimensionelle kunst. Jørgen Haugen Sørensen, der døde torsdag i en alder af 87, kom til billedhuggerkunsten ad en lille omvej: Han frekventerede aldrig noget akademi, men blev i stedet som ganske ung uddannet som gipser og pottemager og lagde også vejen, om end kortvarigt, forbi Kunsthåndværkerskolen (i dag Kunstakademiets Designskole). Den tredimensionelle kunst blev tidligt hans foretrukne udtryksform, og han blev sit eget akademi.

Som sin to år ældre bror, maleren Arne Haugen Sørensen, begyndte han allerede som barn at tegne og modellere. Deres enlige mor, som måtte gå på arbejde hver dag for at skaffe føde til den lille familie, frygtede, at Børneværnet ville intervenere, hvis det blev kendt, at hendes to mindreårige sønner var alene hjemme hele dagen. De fik derfor strikse formaninger om at være stille og underholde sig selv med at tegne og male bag nedrullede gardiner. Det var på Amager under krigen, og drengene blev vidner til flere uhyggelige sammenstød mellem den tyske besættelsesmagt og danskerne. Deres mor og far stod på hver sin side i krigen, og faren flyttede til Tyskland efter forældrenes skilsmisse.

Jørgen Haugen Sørensen var livet igennem kritisk imod enhver form for autoritet fra militæret over kirken til kunstens ”establishment”, som han ofte lagde sig ud med. Han havde valgt at blive kunstner, fordi han ville gøre sig fri af alle autoriteter, men blev i løbet af sit lange liv vidne til, at kunsten langsomt forvandlede sig til en ”totalitær stat”. Flere tidligere formænd for Ny Carlsbergfondet fik hans verbale krabask at føle. I en årrække var hans ordrebog med store værker til det offentlige rum derfor tom, hvilket tvang ham tilbage til skulpturkunstens billige ur materiale: leret, der – ligesom tegningen og skitsen – rummer en større umiddelbarhed og plasticitet end centnertunge og dyre materialer som marmor og granit. Han havde særdeles kloge hænder og var en fantastisk modellør. De fleste, som har fulgt hans karriere, husker i den forbindelse hans store comeback i ler i 2007 på Statens Museum for Kunst ”Mens vi venter” med 201 keramiske skulpturer, herunder hans bestialske og aggressive dræberhunde, iscenesat som installation på gulvet som en allegori over menneskets ondskab. De kredsede om temaer som ytringsfrihed, overmagt, frihedsberøvelse, liv og død. Med hundene vendte han tilbage til sin optagethed fra 1950’erne af netop hunde og slagtede dyr.

Jørgen Haugen Sørensen debuterede på Charlottenborg som 19-årig i 1953. Næste år var han med på Kunstnernes Efterårsudstilling, og sidenhen gik det slag i slag. Det blev også til mange rejser. Han blev en meget tydelig bidragyder til dansk kunst og til den kunstneriske debat, skønt han levede det meste af sit liv i frivilligt eksil. Samarbejdet med kunsthandler Børge Birch, der også bragte ham til Læsø i 1970’erne, gjorde det muligt for ham at flytte permanent til Syden. De sidste mange år boede han i Portugal og lidt uden for Pietrasanta i Toscana, tæt på et fremragende bronzestøberi og et stort marmorbrud. Ved sin side havde han billedhuggeren Eli Benveniste (født 1961), der som hans trofaste manager, fotograf og hustru har hjulpet, løftet og formidlet sin efterhånden aldrende billedhuggermands værker frem i lyset. Parret har skabt et smukt mødested for både lokale venner og for den lille koloni af danske kunstnere, der holder til i byen, i deres hus fra 1600-tallet, hvor de også har atelier.

Inden han gik bort, nåede Jørgen Haugen Sørensen at holde et forsoningsmøde med sin storebror. Skønt de var brødre og begge medlemmer af kunstnersammenslutningen Grønningen, hvor de udstillede sammen år efter år, havde en gammel konflikt skabt en demarkationslinje imellem dem, der kunne mærkes i hele det danske kunstliv.

Jørgen Haugen Sørensen modtog megen hæder: I 1969 Eckersberg Medaillen, i 1970 Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat, i 1979 blev han tildelt Thorvaldsen Medaillen, og fra 1984 har han modtaget Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. Blandt hans mange værker til det offentlige rum kan nævnes ”De kantede bær’, de glatte glider” (1982-83, Nørrebrogade), ”Huset der regner” (1992, Sankt Hans Torv), ”Kolossen” (2011, Tårnby) og ”Skyggen” (2019, Frederiksberg). Ikke at forglemme bronzeskulpturen ”The Crowd”, der blev opstillet i hans hjemby, Pietrasantas, historiske centrum i 2017 i forbindelse med soloudstillingen ”Jørgen Haugen Sørensen og Pietra Santa, fra 1970’erne til i dag.”

Om hans kunst udtalte digteren Peter Poulsen ved åbningen: ”Vi har længe vidst, at Jørgen Haugen Sørensen er en billedhugger af format. I ler som i tegning, er han en nådesløs filosof, intet aspekt af dumheden og brutaliteten undgår hans skarpe opmærksomhed. Jørgen Haugen Sørensen holder af os på sin helt egen måde.”

2021 har bragt et stort mandefald i den danske billedhuggerstand med sig: I maj gik Ingvar Cronhammar bort, i juni Mogens Møller, og nu er heller ikke Jørgen Haugen Sørensen iblandt os mere. Dansk kunstlivs polyfone kor af stærke stemmer er hermed blevet kraftigt reduceret.