Lars Kærulf Møller, 2014

”Når man har set Jørgen arbejde med leret og oplevet med hvilken lethed, han betvinger det og giver det form, set hvordan han synker ind i en næsten meditativ ubevidst tilstand, hvor hånden fungerer næsten som et mekanisk værktøj for tanken og det indre billede, han har i hovedet, kunne man måske forledes til at tro, at skabelsesprocessen er let. 

Intet kunne være mere forkert. Forud for hvert eneste værk ligger lange og ofte smertelige overvejelser, et utal af skrevne notater, skitser både på papir og i ler og ofte en lang række gentagelser af samme tema, før det endelige udtryk har fundet sin form. 

De billeder Haugen Sørensen stiller frem for os, er præcis de billeder vi ikke vil se. De billeder, der på modbydeligste vis stiller vores egne skyggesider til skue og oven i købet hylder dem for deres iboende ærlighed.

Haugen Sørensen er i sin grundlæggende kulturradikalisme næsten fundamentalistisk i sin opfattelse af loven som det sæt af basale spilleregler, der konstituerer, at vi kan leve side om side. Han anerkender stilfærdigt, at mennesket af natur er grusomt og at loven kun er sat for at regulere den af det til enhver tid tilfældige flertals opfattelse af, hvad der er hensigtsmæssigt. 

Men Jørgen har også det distancerede forhold til loven. Han taler om de uskyldige skyldige med forståelse for dyret og det dyriske i os, der ikke skelner mellem ret og retfærdighed. Polemisk har han om en grisk politiker konstateret: ”Man kan jo ikke bebrejde ræven, at den stjæler høns”.