Eli Benveniste, Brev fra Mexico 2013

Kære Alle

Jørgen og jeg tog til Mexico for at smutte udenom den Europæiske vinter, som enten er skide kold eller pissevåd. Vi var lige ved at blive hjemme i Italien, fordi vi egentlig syntes at vi havde rejst rigeligt, men på det tidspunkt havde vi købt billetterne og så sad vi der, den 21 januar i en flyver, og så alle filmene på de små skærme, indtil vi landede i New York.

Rocco, en meget højreorienterede chauffør af Italiensk herkomst hentede os og selvantændte i en lang svada om tingenes elendige tilstand i USA og hvor dårligt Barak Obama var. Jeg var sku’ ligeglad, så træt, at jeg kunne flække –  og Jørgen kom uforvarende til at puste den smule der skulle til, for at få ham til at fortsætte sine forudsigelige retirader, det blev ved, indtil vi blev befriet af min søster Helene og hendes mand Peter udenfor deres hus i Northport.

Vi nød deres selskab og det dejlige soveværelse med åben front til ebbe og flod, bag det enormt store træ i haven.

Fire dage efter landede vi i Oaxaca og i ”vores” hus bag papirfabrikken i San Agustin, som vi har benyttet før. Derfor genkendte vi snart det hele igen og fandt os hurtigt til rette. Vi gik ned på keramikværkstedet og talte med Claudio og begyndt så småt at arbejde. Jeg overvejede en workshop, da jeg kan nogle teknikker, som de åbenbart ikke kender til her.

Men ugen efter blev vi inviteret ud til maleren og billedhuggeren Alejandro Santiago på hans ranch i Etla.

Ved indkørslen lå et helt hav af skulpturer, Santiagos ”Migrantes”. 2568 figurer i keramik til minde om de 2568 mexicanere, der er forsvundet ved grænsen til staterne, i forsøget på at komme ind i det forjættede land, I kan se mere om Santiago  her: http://www.artnet.com/artists/alejandro-santiago/

Det viste sig at Santiago var en stor beundrer af Jørgen, men også af Mezcal. Da vi kom til frokosten, hvor der var dækket op til 30, hvoraf de 20 nok var hans egne folk, fik vi smagt på den. Bufferen var overdådig, med mole og chiliajo og anden lidt tung kost og vi kunne få vin, øl og mere mezcal, der blev hældt op i små fikse calabasa skåle.

Santiago, som jeg fik til bords var ret svær at forstå, men hvis jeg bagefter satte ordene: Kultur, Påske ørene, passion, månen og mezcal sammen, var meningen alligevel ikke til at tage fejl af. Fernando Galvez, som administrerede hans to museer hjalp til og vi gik hen og så på nogle store sten, der lå ude i solskinnet på ranchen, som han godt ville have nogle skulpturer hugget ud i – måske lidt i stil med påske øerne fornemmede jeg. Hvis vi kom med modellerne, ville han få sine folk til at hugge dem ud, også selv om vi ikke kunne være der hele tiden.

Santiago lovpriste Jørgen og mente at han er Picasso nummer 2, og tilstod at han var blevet så fuld den dag, fordi han havde været nervøs for at møde mesteren i egen høje person.

Det med stenene kunne vi ikke helt forestille os, måske især pga. al den mezcal, der blev drukket som sødmælk på stedet, men vi slog til, da vi blev inviteret til at udstille på hans mindre, men smukke sted i Oaxaca, specialiseret i skulptur, som hedder Espacio Escultorico La Telarana.

I Mexico har de en tradition, når kunstnere er blevet velhavende, at give noget tilbage til samfundet (deres skatte system fungerer jo ikke så godt her.) Således gav Diego Rievera sin samling af precolombiansk kunst og dertilhørende museum i Mexico City, tilbage til det mexicanske folk. Det samme gjorde Tamayo i Oaxaca med sin samling, og ikke mindst, Francisco Toledo, der har bygget eller restaureret flere huse i Oaxaca til alskens kulturelle formål. Et stort kunst bibliotek, et fotografisk museum og en papirfabrik. Her inviteres  kunstnere til at give deres design for at de mexicanske arbejdere på fabrikken kan reproducerer dem til stedets overlevelse. Det sidste projekt er et sted, hvor man fremstiller filt, her har vores veninde, væveren Trine Ellitsgaard som også er Toledos kone netop afsluttet nogle meget smukke syede filt tæpper.

Og nu vil Alejandro Santiago gøre noget for skulpturen, hvilket jeg vil mene også er virkelig tiltrængt, med La Telarana, som bliver udvidet til næste år og en nedlagt kalk fabrik La Caldera, med enorme smukke rum.

Derfor har jeg ikke været særlig meddelsom fordi jeg havde rigeligt at se til for overhovedet kunne gennemføre udstillingen.

Den entusiasme vi møder her er virkelig inspirerende, jeg har modelleret 7 små skulpturer og lavet nogle relieffer i ler, som jeg støbte i gips og Jørgen har også arbejdet godt - ja, det gør han jo hvor som helst, men alligevel, han har lavet en virkelig flot serie, så udstillingen skal nok  blive fin også selv om vi har haft så kort tid til at lave den. Den åbner den 16 marts, 2 dage før vi rejser tilbage over New York. Vi er tilbage den 19, men rejser videre til Italien den 27 marts.

Kærlig hilsen fra Eli