Søren Axelsen, 2014

Retspræsident Søren Axelsens beskrivelse af udsmykningen til Domhuset.

Uden ret, Ingen ret

Haugen Sørensen

Først en varm tak fordi, Chili Malm og jeg må komme og fortælle lidt om Jørgen Haugen Sørensens udsmykning af retssal 60 i Københavns Byret.

Sofokles viser i tragedien Antigone, hvor svært og farligt det er - i en diktaturstat - at sætte op mod diktatorens love. Det gælder, uanset at sådanne love ikke sjældent er i strid med natur retten,  eller hvad vi måske i dag vil have mere focus på, i strid med  grundlæggende menneskerettigheder.

I en diktaturstat har domstolene nøjagtig det samme problem som Antigone, men måske er vi ved domstolene ikke nær så modige som Antigone.  Derfor titlen Uden ret, Ingen ret.

København brændte i 1795. Også det daværende domhus brændte. Et nyt domhus, rådhus, politigård og fængsel skulle bygges, og det blev arkitekten C. F. Hansen, der fik opgaven. C. F. Hansen ønskede, citat ”at bygningen skulle forene værdigheden med simplicitet ” – og det er til fulde lykkedes efter mit bedste skøn.  Bygningen stod færdig i 1815.

Det var tanken, at Thorvaldsen skulle udsmykke gavlpartiet over søjlerne med et relief, som viste Salomons dom, og i niecerne ved siden af søjlerne skulle der have været statuer af Solon og Lykurg, som lovgivere for henholdsvis Athen og Sparta. Det var også tanken, at Thorvaldsen skulle have udsmykket en række yderligere rum.  Men ak. Alt dette blev ikke til noget, fordi Danmark gik med Napoleon, og det endte alt sammen med Statsbankerotten i 1813, der i sig selv var en katastrofe.  Oven i det kom tabet af Norge i 1814, hvilket yderligere forstærkede den nationale krise og fattigdom. Byggeriet af domhuset endte derfor, som et sparebyggeri. Uden meget af den udsmykning og pragt, man havde håbet på.

Det tog 200 år, før domhuset og politiretten fik den udsmykning, den fortjener. Takket være Augustinus Fonden har det været muligt at få Jørgen Haugen Sørensen til at udsmykke retssal 60, som er den gamle politiret nu hedder.

Kunst er blandt andet defineret som udtryk for en bevidst brug af menneskelige skaberevner og fantasi til fremdannelse af værker, der kan påvirke eller udfordre modtageren æstetisk, følelsesmæssigt eller intellektuelt.

Jørgen Haugen Sørensens kunstværker vil utvivlsomt påvirke enhver, som ser dem. Der er tale om et samlet kunstværk, hvor også rummet bliver en del af kunstværket.

Rummet er strengt symmetrisk opbygget. I den ene side er der 5 relieffer i 5 nicher. Reliefferne viser et samfund uden retsorden. I hver ende af rummet, er der i en stor niche en statue. De to statuer, der står med ca. 30 meters afstand, viser den juridiske proces, der skabes tværs igennem rummet, ved at Faktum møder Jus, eller om man vil borgerne møder dommeren eller retten.

Endeligt er det helt symmetrisk over for de 5 nicher, 5 vinduer, ud mod gården, hvor man kan oplever nuet, livet. Den lille del af Danmark, der er vores hverdag, og som vi holder så meget af, ikke mindst fordi vi lever i frihed.

De 5 relieffer, der som sagt viser et samfund uden retsorden, et samfund i opløsning har titlerne :

En Erfaring Mindre,

Trængsel ved Dumhedens port,

That’s Why They Call Them Dogs eller hundeslagsmål

Kaos

og endelig De totalitære.

De 2 skulpturer hedder ”Justitio” (der er en mand) og ”Vidnerne”.

De to skulptere for hver ende af lokalet, beskriver som sagt faktum, borgerne, vidnerne i den ene ende, og i den anden ende ser man dommeren eller loven, tyndet af ansvaret under den tunge sten, der hvilet på hans skuldre. Den juridiske proces går - som alle ved - i korthed ud på at sammenholde faktum med jus, og derigennem finde ud af, hvad dommen skal ende med.

Den juridiske proces ned gennem rummet flankeres på den ene side af diktaturstatens rædsler på reliefferne, og vores lille glade demokratiske samfund, som vi ser på gennem vinduerne i rummet.

Hvorfor har vi så ønsket at vise diktaturstatens rædsler, lovløsheden, ensretningen og alt det andet i retten? Vi ved jo godt, at historien, kun alt for tydeligt bekræfter, at et samfund uden et velfungerende retssystem ender i kaos.  Det ender som et samfund ledet af totalitære personer, hvor kun den stærke kan få sin ret. Selvtægt og vold vil være dagens orden, som det vi har set i Nazityskland og andre totalitære stater.

Når vi har ønsket at vise lovløsheden i retten, er det fordi, domstolene - mig bekendt – under et diktatur aldrig har evnet at sikre grundrettighederne for det enkelte menneske. Domstolene er slet ikke så modige, som Antigone var det.

Domstolene svigtede i Nazityskland i 1933-1945. Ellers pæne og ordentlige dommere før krigen, måtte under de senere Nürenberg processer se i øjnene, at de havde dømt efter love, der udgjorde flagrante overtrædelse af de menneskelige grundrettigheder. Flere dommerne fik livsvarigt fængsel i december 1947 for at følge den daværende tyske lovgivning. Vi ved, hvordan de gik med kommunisterne i Danmark, da deres sager blev behandlet i Højesteret, efter de var blevet interneret i Horserød i 1941.  Der var ikke megen hjælp at hente. I Kina under kulturrevolutionen, havde man et bonmot, som lød:  ”Hvor der er vilje til at dømme, er der bevis”.

Det har ikke været sjovt at få sin sag behandlet der, og domstolene har med sikkerhed ikke værnet om det enkelte individs selv basale grundrettigheder under Kulturrevolutionen.

Selv har jeg i Bosnien lige efter krigen fra 1992-1995 oplevet, hvordan de nationalistiske partier i kraft af deres indflydelse på politiet og de paramilitære styrker, undertrykte lov og ret. En kvindelig dommer oplevede – kort før krigens afslutning - at blive slæbt ud af retten, midt under et retsmøde og banket, uden at hun eller det lokale politi, turde gøre noget. Selv efter fredslutningen i december 1995, hvor der var internationale styrker og OSCE personale i Bosnien, blev masser af personer varetægtsfængslet på et helt urimeligt og usagligt grundlag. Domstolene var til falds og kunne ikke sikre grundlæggende menneskerettigheder.

Man kan så spørge sig selv, om dommere i diktaturstater er skrupuløse psykopater. Svaret er, det er de ikke. De er ganske almindelige mennesker som mig selv og andre her.  Det skræmmende er, at de personer, der begik grusomme overgreb i Nazityskland og på Balkan og alle mulige andre steder, også var helt almindelige mennesker.

Bødlerne i Hitlers koncentrationslejre.  Den ellers så rare serbiske skolelærer i Sanski Most, som på grund af massiv propaganda mv., medvirkede til, at de muslimske elever, som han havde i skolen, blev forfulgt og sendt i koncentrationslejr. De var ikke ragende sindssyge eller psykopater.

Hannah Arnt og flere andre har skrevet om ondskabens natur og undret sig.  Selv har jeg på Balkan mødt personer, der har begået forfærdelige overgreb, og som – helt uforståeligt - fremstod som venlige og rare mennesker uden spidse øre og busket hale.

Alle disse uhyrligheder kunne ske i Nazityskland.  Det kunne ske på Balkan, og det er sket en række andre steder. Derfor kan det også ske på Vestamager eller på Nytorv ovre foran domhuset.

Civilisationens skal er papirtynd. Ingen af os kan med sikkerhed sige, hvordan vi vil reagere i en sådan situation, og derfor skal vi værne om demokratiet og grundrettighederne.

Antigone gik det gruelige galt, da hun satte sig op mod diktatoren, Kreon. Det gik også Kreon skidt.  Desværre må man nok sige, at i virkelighedens verden, høster fanden ikke sit korn så grønt, og mange diktatorer har levet længe og rigtig godt. Også efter at havet begået uhyrlige overgreb.

Nürenberg processerne og de senere internationale krigsforbrydertribunaler - og domstole er et stor skridt i den rigtige retning. Men de træder først i karakter, når menneskerettighederne er blevet krænket. Det er for sent, for alt for mange har inden lidt alt for meget.

Derfor drejer sig om at værne om demokratiet.

Reliefferne skal minde alle os, der dagligt ser dem om, at vi skal gøre vores til at værne om demokratiet og fortsat sikre tillid til retssystemet, så alle ved, at de kan regne med, at der lighed for loven, og de ikke skal frygte hundeslagsmål og ensretning. Derfor har vi den store glæde, at vise lovløsheden eller om man vil: uretten i retten, fordi vi ved, at Uden ret er der Ingen ret.

Tak for opmærksomheden.