Per Arnoldi, 2007

Åbningstalen til udstillingen Mens Vi Venter på Statens Museum for Kunst, 2007

 

Mindesvupper....!

 

Mindesvupper....

 

en mindesvupper er en stor slimet krabat der stikker sin kæmpe tunge  tunge vellystigt op af en tyskerhjelm og svupper i minderne.

Mindesvupperen er et hovedværk i Jørgens oeuvre ,en kæmpe bronzeskulptur fra  1963 som folder sig dum og selvsmagende ud foran statsgymnasiet i Århus.

Jorns sted.

Mindesvupperen er samtidig en af Jørgens uafrystelige titler, der som al stor kunst er flyttet ind i vores sprog og dermed vores fælles bevidsthed.

 

Først der gør det gavn, først der gir det mening !

 

Mindesvupperen er også det mareridt,der har holdt mig vågen siden Allis bad mig sige et par ord i aften...

Mindesvupperen lurer på os alle.

Ligesom dunkedyret og alle Jørgens andre utrolige sproglige skabninger.

Jørgens sprog slår med halen, og vender og vrider sig af latter.

At styre gennem Jørgens univers er sprogligt  en farefuld færd...

 

Mindesvupperen truer alle der vil tale om fortiden...

men jeg vover alligevel et par brokker....

 

Selv under bordet galer han op...som en  anden af Jørgens veloplagte skulpturer fra dengang  hedder....

 

Det er nok derfor jeg er blevet bedt...

 

Jørgen og jeg har en heftig fortid sammen.

Om vi også har en fremtid vil aftenen  afgøre.

 

 

 

 

Jeg mødte Jørgen første gang da jeg i 1965 kom  " i stald " hos kunsthandler Børge Birch i Admiralgade.

Københavns galleri-liv mønstrede på det tidspunkt fem seks gallerier... og de lå hverken på Islands Brygge eller i Valby.

Byen var meget mindre og Birch langt den største.

Som alle mænd over en vis alder vil huske hvis de tør tilstå det, var der i den lange blodige række af amerikanske westerns, der var vores egentlige uddannelse og  udgjorde en stor del af vores  verdensbillede et begreb der handle om at ride sammen.

Jørgen var allerede i stalden hos Birch  og vi kom, på godt og ondt til, gennem 10 år , at ride sammen gennem det voldsomme  landskab som unge,utilpassede, hormonstruttende ,  dødsforagtende mænd frivilligt vælger som deres rette habitat.

Hjernen og hjertet og kønnet krævede blodige ofre af alle omkring os og os selv.

Leveren og latteren var på overarbejde.

Det var vidunderligt.

Alt, ALT og ALLE  , blev ofret for den pointe,der kunne kalde den store , den skrækslagne , den livsfarlige latter frem !

 

 

 

 

Peter Ustinov har som titel på en af sine erindringsbøger brugt: The gift of laughter.

Latterens gave.

Jørgen har den gave... men det er blodkvalt, desperat og vild latter, menneskets tragiske dårskab kalder frem i Jørgen ,  som han fastholder i sine skulpturer og som han suverænt og  suggestivt kalder frem i sit overrumplede publikum.

 

Hans mareridt bliver vores... for nu at blive lidt i hestebilledet.

 

Og overrumplede blev alle da vi i 1968 red ind i Århus.

 

I 68 vidste vi ikke det var 68!

 

Jørgen og jeg var inviteret til at udstille sammen i den store sal på  Århus kunstmuseum og alt gik galt.

 

Museet lukkede.

Hotellet, som smed os ud, gik fallit.

Museumsdirektøren måtte sige sin stilling op , flytte til udlandet og er ikke set siden.

Vores kunsthandlere vendte om i døren og forlod os da de lugtede liget.

Jørgen fangede en ung smuk kvindelig kunsthistoriker og bortførte hende  fra museets faste arbejde  til et lånt gæsteværelse oppe under taget i danmarks smukkeste utopi, Klintegården fra 1936.

Jeg etablerede en kredit hos ismejeriet så de kunne holde sig i live til jeg kom tilbage og  kunne løse dem ud af dynerne.

Jørgen blev skilt ...

og vi flygtede, forfulgt af vores egen vilde  latter hovedkuls ned gennem Europa til Venedig.

 

Nu var 68 ved at blive rigtig  68 !

 

 

 

 

 

I Venedig var det biennaleår og tumulten ramte også her.

I den uskyldige danske pavillion udstillede Frede Christoffersen og Mogens Andersen.

Da studenter-oprøret  og  forvirringen rammer, piller Frede Christoffersen sine billeder ned i solidaritet med studenterne og Mogens Andersen ringer hjem efter flere Mogens Andersen billeder til de tomme vægge  i solidaritet med Mogens Andersen.

 

Hos svenskerne udstiller den meget elegante skulptør Arne Jones.

En smuk ældre herre (syns vi dengang ) med stor corporate succes i Sverige.

Også han lukker sin udstilling ned i protest.

Tåregassen bølger... der er ikke et øje tørt i den våde by...

 

Skandinaverne går altid de samme steder hen.

En sen aften spidder Jørgen den elegante Arne Jones op ad baren i Montin og spørger med sit mest sataniske smil  hvorfor han har lukket sin udstilling ned.

 

Fordi der er fel på samhället... svarer Arne Jones...og går lige i fælden.

 

Så må der jo også være fel på skulpturen... siger Jørgen... for det er da gået meget godt !

Va´ vil du gøre ved det???

 

Jeg har nys børjet på akvarel... stammer den nyslagtede Jones... jeg har nys børjet på akvarel.

 

Jørgens latter var blodigere end nogensinde.

 

For Jørgen har aldrig været i tvivl om, at der var fel på systemet og har gennem sit nu lange kunstnerliv været jaget af angsten for at der også i hans eget tilfælde var fel på skulpturen... for det er jo gået meget godt....

 

Og det hjælper ikke med vandfarve .. .end ikke i Venedig.

 

Der var ikke langt fra latter til skrig ... men man siger jo også skriger af grin...

 

Efter 10 års vildt ridt blev vi indhentet af vores egne dæmoner og fortsatte i hver sin retning.

 

 

 

 

 

Hans titler forfølger mig endnu.

 

Jørgen er en souveræn og dramatisk barok draperist.

Han kan slynge en form som Bernini så dens eget liv i den hårde sten, den størknede, dumpe   bronce og det brændte ler giver liv til alt omkring sig.

Jørgen kunne legende let have været vores eller verdens største kirkekunstner...

Offedyret, lammets lidelse og  lig og det martrede kød hamret op på en planke er hans tilbagevendende motiv.

Men han har holdt sin kirkesti ren og hårdnakket nægtet at følge vores generations patetiske medløbere ind i kirkens overtroiske mørke  og komfortabelt trygge favn.

Jørgen tager hellere favntag med de eksistentielle spørgsmål der rungende forfølger ham i det tomme sorte hul vi kalder vores verden.

 

Jørgen ved den er gal men nægter at blive det.

 

Han ved at der ikke er lette svar.

 

 

Og  han slipper ikke materialet før det velsigner ham og os, fordi der i hans kamp med stoffet  ligger  både  :  det forgæves spørgsmål og det umulige svar.

I sin  fortløbende skræmte fortælling sætter han alt ind på at formulere den sidste rest af medmenneskelighed og ægte, dybfølt medlidenhed, der er hans inderste drivkraft.

 

 

For glat til korset, er den titel jeg tænkte på...

 

for glat til korset...

 

 

Jørgen er ikke for fastholdere.

Jeg kender ingen kunstnere, der har sat så stor viljestyrke ind på igen og igen at flytte sig.

Det sku´´da lige være Picasso.

Alle broer er  brændt  i hans kølvand.

 

Sporet er varmt endnu.

 

 

Jaget af sin situations selvmodsigelse...

jeg er her ikke...men jeg efterlader mig tydelige spor...er kunstlivets darling på vild flugt et stakåndet åndedræt foran sit forfølgelsesvanvid.

Den livslange flugtrute markeres af skulpturernes stædige steler.

 

 

 

 

Jørgen har jo skabt myten om sig selv.

 

 

 

Jørgen er bange for fascisterne.

 

I hans skrækslagne mytologi, bag barndommens  stadig mørkere mørklægningsgardin ,  i det stadig mindre og fattigere arbejderhjem på Amager fastholder den lille dreng sin skræk i leret. Leret bliver i fortællingens løb  til plastisk sprængstof  - og børneværnet og gestapo gør fælles sag lige udenfor ruden.

 

Altid alene.

Altid forfulgt.

 

Skuespilleren Hans Henrik Krause sagde engang: Fascisme er foragten for den svage.

Jørgen foragter den stærke.

Den underste hund, the underdog, er Jørgens hund.

Der er ingen tvivl om sympatien.

 

Der kastes med brosten i København.

Og er det ikke forbløffende, at to af Jørgens væsentlig skulpturer tager del i tumulten.

Den liderlige tunge snapper efter vejret  over muren om Assistens Kirkegård på Nørrebrogades hedeste stykke og hans granit stavær står og stritter  midt i vreden og det lidt mere mondæne oprør på Skt.Hans torv.

 

Det er meget godt ramt i første kast.

 

I Jørgens egen mytologi er han anarkist.

Og spurgte man ham ville han nok med senmiddelalderligt koketteri melde sig i anarkisterne forreste række under angrebene på samfundets synlige strukturer...

men giv ham nogle sten og lidt redskaber, og han vil bakse med et udsagn, måske mere artikuleret end alle kyklopernes halvblinde kast.

 

Jørgen sagde engang:  Hvis jeg havde penge skulle de ikke høre en lyd fra mig.

 

Tro ham ikke over en dørtærskel.

 

Den store mytomans fortællepres er ikke taget af... og selvom Børge Birch mente noget andet med sit vulgære slogan: Kunst er bedre end guld... har han ret.

Kunst er vigtigere end guld... og Jørgen har ikke noget valg.

 

For Jørgen modellerer som en djævel og en gud , hvadenten det er en hun eller en hund der stikker røven i vejret og lufter kønnet i snuden på tilskueren,spanneren,kikkeren,lureren eller hvad det nu er for en rolle Jørgen tildeler os...

og sig selv!

 

Han kan ikke andet....han kan ikke lade være !

 

Jørgen er med denne udstilling af de sidste års arbejde der hvor han  altid har ønsket at befinde sig: På gyngende grund.

Han har ved en kæmpe kraftanstrengelse smøget æstetikken af sig og  er stukket af fra finkulturen, hovedkuls ind i folkekunstens kitch - land.

 

Hans medfødte og veltrænede, souveræne virtuositet og håndelag er forladt til fordel for en råt ræbende direkte fortælling

Tiden er ikke til omsvøb.

Heller ikke til de velsvungne omsvøb der underholdt os og tjente ham så godt i så mange  gode år.

For det gik jo meget godt!

 

Jeg håber det er med vilje.

Jeg ved det er med vilje...

for den modsatte tanke, at håndelaget er sluppet op og manden er blevet gal tør jeg ikke tænke.

 

Kun Jørgen kender sandheden.

 

Nu, hvor døden nærmer sig med sikre skridt og ånder os i den fede nakke har han hanket op i skelettet eller rettere, skelettet har hanket op i ham og os... til den allersidste vals, før det er slut.

 

Tiden er for kort til omsvøb!

 

En af grundpillerne i Jørgens selvskabte helt personlige mytologi , er hans forestilling om at være " udenfor alting "...en slags "lonely rider "

 

 

Jørgen insisterer   på at han ikke deltager...

 

 

Jeg kender nu  ikke mange der deltager med mere monoman stædighed end  han.

 

Og, kære Jørgen, nu går den ikke længere... her sidder du nu , midt i suppedasen,midt i dyllen , i smørhullet  til halsen... på Statens, ja STATENS museum for fin kunst og lader dig hylde....

 

Va´ vil du gøre ved det???.

 

Jeg erklærer hermed Jørgen Haugen Sørensens udstilling: MENS VI VENTER ... for åben