Salen i Sant Agostino var fyldt og jeg sad oppe på podiet og holdt på en ledning, så billederne ikke blev vist i gult. Jørgen sad på første række og talerne begyndte - men da Lars Kærulf Møllers ven, Prof. Bruno Corá talte om Jørgens arbejde blev der helt stille og lyttende - Corá talte klart og det var virkelig interessant, om Medardo Rosso og Rodin om Marino Marinos ”testamente” og skulpturens udvikling – som sprog og nævnte i forløbet Boccioni - Fontana - Sorensen og fik på den måde sat Jørgens værk i perspektiv og ind i en italiensk sammenhæng.

Det var stort og hele salen klappede da Jørgen fik prisen overbragt, men da borgmesteren deklarerede at Jørgen får byens store sommerudstilling til næste år, en udstilling der dækker museet, kirken og domkirkepladsen, da rejste alle sig op i et bragende bifald. - Så da de to operasangere efter overrækkelsen sang Mozart blev jeg så bevæget at jeg kneb en tåre - tænk alle de år - alt det arbejde – ja, hele historien - det rørte mig og derfor ser vi så glade ud på billederne.

Vi fortsatte hen til Jørgens udstilling, hvor Paola Raffo serverede en aperitif til alle. Udstillingen a Dark Story in White er en fortsættelse af den udstilling der blev vist i Hans Alf Gallery, København, for kun lidt under to måneder siden.

Vi festede og dansede på Casa del Popolo i Solaio med vennerne fra Pietrasanta. 

Nu har vi været stille i denne uge – før det nye kapitel begynder - realiseringen af denne store udstilling her i Pietrasanta. Og det er ikke kun udstillingen, Pietrasanta lancerer også en ny danse festival nu til sommer i 2017, når Jørgen udstiller i byen, er den danske balletdanser Sebastian Kloborg inviteret til at lave koreografi over Jørgens arbejder i samarbejde med Jørgen komponisten Kim Helweg som skal skrive musikken til balletten.

Det er første gang Jørgen udstiller i Pietrasanta, selv om han har boet her den største del af sit liv. 

Pietrasanta har været stedet hvor værkerne er blevet til - i begyndelsen de farvede marmor, så travertinen, bronzerne og mange granitskulpturer. Leret er nu hans fortrukne materiale, det og så tegningerne. Værkerne blev lavet her og sendt afsted til udstillinger i Danmark og mange andre lande. 

I Pietrasanta var Jørgen stort set incognito og derved i behørig afstand til kunstens forside - mødet med publikum og den professionelle kunstverden, med alt hvad den indeholder af glædelig, som forstyrrede uro - det blænder altsammen for det følsomme ene arbejde med kunsten, der kræver sit eget rum.

Men i næste uge, den 25 September - modtager Jørgen en Italiensk pris: Premio Fratelli Roselli - Pietrasanta e la Versilia nel mondo, en pris der gives til kunstnere der har haft sit virke i byen og sat Pietrasanta på landkortet. Derfor var det på tide at vise ansigt her og det bliver med udstillingen "A Black Story in White" bestående af nye keramiske skulpturer, relieffer og en række tegninger fra i år.

Bruno Corà, presidente delle Fondazione Burri, har skrevet en meget fin tekst i det italienske katalog, der udkommer til åbningen på lørdag. Det er også Bruno Corà der vil præsenter Jørgens arbejde ved prisoverrækkelsen den 25 September.