Nils Thorsen, Verden er fuld af løgn, 2003

Bare 15 år gammel løb Jørgen tør for udveje. Han var han netop gået ud af skolen, boede hos sin mor i en lille to-værelses lejlighed på Amager og færdedes i et slæng af svindlere og biltyve. Arbejde havde han ikke. Og heller ikke noget ønske om nogensinde at få det. Han havde for længst meldt sig ud af samfundet, som han siger. Havde ‘slet ikke lyst til det pjat der’. Men nu var der ikke længere nogen vej udenom. Også han måtte omsider indtage sin plads i det store maskineri.

Og så brød han sammen.

»Jeg var edderbukkeme bange, du!«, udbryder Jørgen Haugen Sørensen, da vi sidder i den sene eftermiddags dovne sol i gården udenfor hans hus i den lille portugisisk by Castelo de Vide.

Så han gik i seng. Og blev der. Mens hans kammerater begyndte som arbejdsdrenge på sukkerfabrikken og B&W, lå han der og spekulerede.

»Jeg gik i koma. Fuldstændig down and out. Jeg var skide ulykkelig, for jeg kunne ikke se nogen løsning på det. Min mor sagde, at jeg skulle indlægges. De mente, at jeg havde ungdomssløvsind«, kommer det alvorligt.

»Jeg havde sgu ikke ungdomssløvsind«, griner han.

»Jeg prøvede på at trække tiden ud«.

Siden Jørgen var ganske lille har han iagttaget verden. Og de billeder, den holdt op for ham. Sære, makabre billeder. Af voldelige voksne, af selvmord, dyremishandling og djævelskab. Og lagret dem med en sådan omhu, at han endnu i dag – 69 år senere – kan huske tilbage til sit første leveår.

Det var billeder af en fattig verden. Hans mor var alene med sine to drenge, og når hun tog afsted på arbejde, sad Jørgen og hans storebror Arne for nedrullede gardiner i den lille lejlighed og tegnede og modellerede dagen lang.

Hans eget liv som lønarbejder var hurtigt overstået. Det begyndte, før han kom i skole. Og sluttede, inden han forlod den igen. Hver morgen klokken fem kørte han med mælk og morgenbrød i kvarteret, og han husker stadig den store, tunge trækasse og metalkanterne, der skar sig ned i låret, når han slæbte den op og ned ad de snævre opgange. Om eftermiddagen var det op på den store budcykel og ud med købmandsvarer.

»Det var kasser med 50 bajere. Jeg skulle op på femte sal med det lort. Så skulle jeg også stable dem ind under deres køkkenbord og tage deres tomme flasker med ned. Og de var jo ikke tomme. Så når du endelig tog denne her forpulede kasse op, så løb bajerne ned ad tøjet«.

Han sidder lidt og tænker med den sene eftermiddags gyldne skær i det furede ansigt. Som et filmlærred, dagen bliver vist på og i sig selv bærer alle de dage, der er gået forud.

»Jeg tror sådan set, at det var grunden til, at jeg stod af«, siger han og ser på mig.

»Jeg tænkte: Jeg har fået nok af det lort«.

Jørgen fik aldrig noget arbejde. Ikke et, han passede i hvert fald. Han blev lærling på en keramikfabrik, men det var sjældent, at han dukkede op, og når det skete, var det kun for at slentre omkring og kigge på de andre. Hana liv har været én lang udmeldelse. Af samfundet og fædrelandet. Af diverse ægteskaber og af kunstens inderkreds.

»Jeg har aldrig gjort noget, jeg ikke har haft lyst til«, griner han.

»Tænk dig, at kunne sige det«.

»Jeg har altid været på flugt. Og jeg har været god til at forsvinde, når noget blev vanskeligt. Ud i min egen fantasi«.

Endnu i dag befinder han sig bedst udenfor, på kanten af flokken. En skæv eksistens henvist til at betragte verden med sine hænder og tale til den gennem ler og sten.

»På andre måder har jeg ikke haft evnen til at leve et almindeligt liv«.

Noget godt har flugten nu ført med sig: Virkelighed i rigelige mængder. For faste rammer er bare menneskets forsøg på at tøjle en verden, der ikke kan tøjles. Gud findes ikke. Og livet er uden mening. Det er han overbevist om.

»Hundredetusinde procent!«.

Hvad styrer så verden?

»Tilfældigheder«, siger han.

»Det er det nærmeste, vi kan komme en gud. Når du ser en sten, der pludselig brager ned. Bom! Det er virkeligt. Men alt det andet, al den orden, vi prøver at skabe… det er jo ingenting. Vi kan ikke lide, at  det er totalt meningsløst. Så laver vi en mening. At vi skal være flinke ved hinanden og bo ordentligt. Derfor vi  bygger vores huse. Derfor vi har skabt design, som jo er det stik modsatte af tilfældighed. Men..«, siger han.

»… i sidste ende styrer vi ingenting«.

Egentlig ville Jørgen Haugen Sørensen ikke have børn. Alligevel fik han fem.

»Men hvis jeg kunne have valgt om her i livet, ville jeg ikke have nogen af mine børn«.

Mener du det?

»Ja! Ikke ét. Jeg synes, det er synd, de skal dø. Synd for dem. Og synd for dem, de kender. Jeg er meget glad for mine børn. Meget glad. Jeg synes, de er blevet nogle sjove og fornuftige mennesker. Men jeg kan ikke lide. At de skal dø«.

Selv om du nok ikke selv kommer til at opleve det?

»Nu tænker du igen, som om det gik på skinner det hele. Det gør det ikke. Min kone kan jo være smadret på vejen, mens vi sidder og snakker. Et af mine børnebørn kan være druknet i dag«.

Når du synes, at livet er dejligt, hvordan kan det så blive en underskudsforretning, bare fordi det slutter?

»Jamen, så tænker jeg, at det, jeg har oplevet, ikke er noget værd. Da Michelangelo døde. Han havde knoklet hele sit liv for helvede! Han havde lavet Det Sixtinske Kapel. Det er godt for os at se, men for ham er det ligegyldigt. Han er død«.

Ville du også selv hellere have trukket frinummer?

»Selvfølgelig! Jeg ville sgu da meget gerne have undgået hele den sag«.

Alligevel er du her stadig?

»Jamen, du kan lige så godt udnytte livet, nu du er her. Hvis du blev sat i fængsel, kan det også godt være, at du lavede loppecirkus, fordi du ville gøre det interessant at være i fængslet«, griner han.

»Jeg synes, at det er utroligt interessant at leve. Det er fantastisk at have fået et par øjne. Vi går og kigger på det her. Vi ved, at det er i ganske kort tid. Og en gang imellem kan man godt have den fornemmelse af, at..«, siger han og standser et øjeblik i sin sætning.

».. det kan sgu godt være, at der går et lys op for mig, inden jeg dør«, griner han forlegent.

»At jeg pludselig kan se det hele, som det er«.

#me

#bg Siestaen ligger som en let, hvidlig tåge af stilhed over den lange, lige gade, der trækker sit snit gennem den lille portugisiske by nær grænsen til Spanien. En gammel, sortklædt kone trisser med tunge, knoklede skridt langs de hvide facader. En brise tager fat i de krogede oliventræer med en lys, sommerlig raslen. Ellers er her intet at se, intet at høre.

Bussen er kørt og byen igen faldet i søvn, da en lille, turkisblå Fiat kommer fræsende om hjørnet og skruer sig ind til kantstenen med noget, der ligner en håndbevægelse.

»Hej!«, råber det lille Picasso-menneske bag rattet.

Næsen er stor, de grå stubbe står i børster om hovedet, og blikket gemt bag et par solbriller.

»Det, der har optaget mig mest i mit liv, er relationer mellem folk”, siger han, da vi glider gennem det bakkede landskab overstrøet med oliventræer.

»Jeg kigger på, hvordan folk er overfor hinanden. Og det har altid undret mig...«, når han at sige, før han bliver afbrudt af sin egen, hakkende latter.

»..hvor onde folk egentlig er ved hinanden«.

Billedhuggeren har ondt i nakken, fortæller han, da vi glider gennem det bakkede landskab overstrøet med oliventræer. Forbandet ondt. Det er noget med hvirvlerne. Papegøjebid, kalder han det. Dem har han tre af.

Han fører bilen med fast, ilter hånd. Som en pony, han for længst har knækket og redet til. Humøret er muntert og robust. For chaufføren er lige så lun som han er bister, og hans historier er fulde af ’skidesøde’ folk. Mænd og kvinder, børn og gamle, han trækker han ind og sender ud af sin fortælling med dette lille skulderklap.

Alverdens autoriteter står han til gengæld på permanent krigsfod med. Sidder i sine løse, røde bukser og en blafrende, grå t-shirt og mener hvad fanden der passer ham, mens de mosbegroede stengærderer flyver forbi til begge sider. Om Tony Blair og andre krigsforbrydere. Om kunstakademiet. Og om ’ham idioten derhjemme’, som han kalder Danmarks statsminister.

Hver gang vi passerer en sø en gravhøj eller en bronzealderhytte, slår han bremsen i, og vi triller tålmodigt nogle meter, så gæsten kan nyde vandspejl og stensætningen, mens kunstneren udpeger dets ynder med glad stemme.

Jørgen Haugen Sørensen undrer sig stadig over det meste. Ikke mindst sig selv.

»Jeg lever i en verden af billeder. Et kuvøseliv«, siger han.

»Jeg har altid været iagttager, fordi jeg ikke ville deltage. Det er vel også derfor, at jeg sidder hernede. Det er jo et underligt sted at sætte mig, ikke?«, siger han og ser på mig, som om jeg sad med svaret.

»Det er helt væk! Fuldstændig udenfor«.

Egentlig bor han i Italien, men om sommeren flygter han i et par måneder fra turisterne til sit hus her i Portugal. Han kan godt lide at føle sig fri, siger han.

»Og det er svært at være betragter i sit eget land. Du har ikke afstand. Hvis jeg havde boet i Danmark, havde jeg været en eller anden. Billedhuggeren. Et dumt svin, eller en flink fyr. Her er jeg ingenting. De aner ikke, hvem jeg er«.

Heller ikke Italien hører han rigtig til, selv om han har boet der i 45 år.

»Det er sådan set mit hjem«, siger han mørkt.

»Men det tænker jeg selvfølgelig hele tiden på at sælge«.

Forude løfter et mindre bjerg sig fri af landskabet. En krans af hvide huse med røde tage lægger sig om toppen. Over dem rejser en middelalderborg sig, kantet og bastant, som et gråt stykke af landskabet anbragt oven på byen.

»Jeg har fået en lejlighed i byen«, siger han med et nik.

»Min kone bygger som en besat på vores hus på landet. Vi kan lige tage ud og hilse på hende«.

Vi standser midt i det bakkede landskab, hvor to lysegrå ansigtsmasker kaster deres skygger på en hvid mur. Kunsterens træk. Og konens. Vi stiger ud i en verden, bleg af sol, træder gennem den tunge, grønne jernlåge og ind i en lille, vildtvoksende verden i flere niveauer.

Hist og her stikker den nøgne klippe op gennem jorden. Der er flere meter høje kaktustræer. Midt i det hele står en mandshøj lerkrukke. Og fra en vindueskarm løber en figur, han har lavet. En cementstrøm belagt med små kakkelstumper i en rund, organisk form, der ser ud til at flyde ud af huset.

Eli står under en stråhat på bunden af et stort, firkantet hul, der engang skal blive et svømmebassin, og dirigerer med sine håndværkere. Hun er selv billedhugger og 26 år yngre end sin mand. Jeg genkender den vågne, intelligente stemme, der har taget sig af arrangementet over telefonen.

»Jeg beskytter mig selv og undgår mange ting«, siger Jørgen Haugen Sørensen, da vi  tager plads i en gyngesofa ved det lille, nyreformede bassin længere nede ad den skrånende grund.

»Eli sørger jo for meget«.

»Hun er så meget yngre«, siger han og tilføjer med latter i stemmen:

»Der snyder jeg igen lidt. For så føler jeg mig jo heller ikke selv gammel«.

Vi sidder lidt og lytter til de usynlige fårs bjælder, der ringer rundt omkring mellem oliventræerne med deres skæve, døde klang.

»Jeg var i Borneo«, siger han så.

»Vi fik nogen med en kano til at sejle os langt, langt ind i junglen. Ind til det sidste langhus, hvor der boede fire familier. Og der var jeg jo en olding. For de døde jo altså som fluer«, griner han.

»Det var første gang, at jeg opdagede min alder. Derude kunne de slet ikke blive så gamle. Så kunne jeg pludselig se mig selv, den gamle idiot, der rendte rundt der«.

#me

#bg Bilen klemmer sig igennem en port i borgens metertykke mure og kanter sig videre mellem de gamle mure, der står tæt om de snævre gader. Henover de knoldede brosten, dybere og dybere ind i borgens labyrint.

»I Italien bor jeg i en rigtig italiensk villa, der er bygget i 1300-tallet«, siger han, da vi stiger ud og tager de sidste meter til fods.

Han åbner en dør i husrækkens lange, lige mur, og pludselig står vi i et mørkt køkken, hvor en sort, hårløs hund kommer springende.

»Og mange danskere siger: Ja, det skal der jo gøres noget ved. For jeg har ladet det stå i sit forfald. Det er fantastisk smukt at gå rundt i. En gammel, levende ting«, siger han da vi famler gennem halvmørket.

Vi stiger op gennem etagerne ad den gelænderløse, grå cementtrappe. Og passerer en smuk, 700 år gammel træfigur af Jesus, brunlig og tæret. Han hænger på den hvide væg. Uden arme. Men med udsigt til en lille kvinde i rødt ler overfor. Med stærkt skrævende ben.

»For at muntre ham lidt op«, som kunstneren siger.

»Jeg er jo ikke kristen eller noget«.

Overalt i huset råder et organisk, nærmest æstetisk rod. Som man ville ønske, at man selv kunne rode. Det er en symfoni på tre etager. Stykket sammen sammen af solidt håndværk, enkelhed og decideret uorden. En slags anstrengelsens slagger, resterne af forgangne dages koncentration. Redskaber efterladt, hvor de sidst blev brugt. Møbler anbragt, hvor der var brug for dem. Klude og spartler spredt over møblementet.

»Her har de stået og kastet alt muligt i hovedet på hinanden «, siger han og stiller to små, stramme kopper kaffe på det lille, rustne jernbord på terrassen.

Få meter borte rejser den gamle borgs tærede voldanlæg sig. Muren står rå og knudret med dybe revner mellem stenene, hvor tiden har ædt af mørtlen. Tuer af højt, gult græs stritter på den snævre, mosbegroede gang, hvor soldaterne engang har travet på deres vagter.

»Der har været arabere«, siger han og griner forundret.

»De har rendt rundt med krumsabler her. Så er de røget ud, og spanierne rykket ind. Og hvor mange er der blevet slået ihjel her?«.

Hukommelse og fantasi er to store dyr i den Jørgen Haugen Sørensenske åbenbaring. Den første kan han takke for, at han kan genkalde sig sit liv i forbløffende detaljer. Den anden for, at venner ind imellem driller ham med, at det altsammen er noget, han finder på. Hans historie er fuld af næsten middelalderlig gru og lyder som et drama, der har udspillet sig på anderledes eksotiske breddegrader end de danske. 

»Jeg har været magnet for alt muligt lort«.

Hans forældre blev skilt, da han var 11 måneder gammel. Han kan huske, at hans far bankede hans mor, og at han sad på en sofa med sin storebror, når deres far bankede på døren og smed breve ind, hvor der stod, at han ville have Arne.

»Dengang var jeg stum og sad bare sad og kiggede. Der gik lang tid, før jeg begyndte at tale, og mit ordforråd er stadig væk ikke for godt«.

Det mærker man nu ikke. Sproget er pakket med gloser, han må have tilegnet sig senere i livet, men de står på en bund af solid arbejderslang. »Du må regne med..« begynder han ofte sine sætninger. Og krydrer med gamle, gennemprøvede kraftudtryk som ’stodder, røvfuld og kneppe’.

Jørgens mor var en bornholmsk bondepige, der var rejst til København og havde mødt ‘ham der idioten’, som han kalder sin far.

»En vanvittig mand. Opfinder og ingeniør. Min far havde en masse damer. Han var ringforlovet inde i Nyboder samtidig med, at han var gift med min mor. Og jeg har fået at vide, at han tog fri fra arbejde engang imellem, fordi han var så liderlig, at han ikke kunne arbejde. Han måtte kneppe«.

Da forældrene blev skilt, rejste Jørgens mor tilbage til Bornholm. Og dengang var Rønne et imponerende galleri af originaler. Der var en mand, der gik i damestrømper og med dolk. En dame, der var så tyk, at hun måtte begraves i en dobbeltkiste. Og så var der Jørgens fætter. Han havde seks tæer.

»Ham gik jeg rundt og sang med. Så fik vi penge, når han tog sine sko af«, siger han og tilføjer hen for sig selv:

»Han var sådan en meget sød dreng«.

»Da han var 11 år, blev han uvenner med sin mor. Og så sagde han: Jeg går op på loftet og hænger mig. Så sagde hans mor: Ja, gør du det, min lille ven«.

Han smiler.

»Og det gjorde han«.

Flere i familien var analfabeter. Andre var bare utålelige. Jørgens morfar blev kaldt Snälla. Og det var ikke, fordi han var sød. Men fordi han var snu.

»Han var det dummeste svin på hele øen, tror jeg. Børnene blev fjernet fra ham, fordi han slog, og min mormor fik en syl i panden, som sad sådan.. DAM!«, siger han og sætter en knytnæve til pandebenet.

»Han kastede den, men den gik altså ikke igennem«, jubler han.

Jørgens moster Ellen havde ligget et barn ihjel. Om det var et uheld eller drab, kunne man ikke rigtig finde ud af. Og så var der Hans Peter, som havde voldtaget en pige. 

»Ham ville de kastrere, men så blev han gift med Ellen. Og han var skideflink«.

Selv var Jørgen et følsomt barn. Hvis nogen skældte ham ud, brød han sammen. Og der var noget at se til for et følsomt sind. Engang tog Hans Peter ham med ud i sin kolonihave og anbragte ham på en kasse, så han kunne se på, mens han aflivede sin schäferhund med en hammer.

»Først gravede han et hul i jorden. Så gik han hen til hunden og gav den en i gokken med hammere. Men hammeren var for lille. Hunden fik en bule. Det var alt. Den kiggede sørgmodigt på ham, mens den hylede«.

Han smiler skævt.

»Den syntes bare, at det var noget lort, ikke?«.

»Så blev han ved med at stå og tampe den oven i hovedet med den her hammer, mens bulen blev større og større, og til sidst lagde den sig jo ned. Jeg sad og tudede på den kasse og kunne ikke gøre noget«.

Tårerne trillede også ned ad kinderne på Hans Peter. Og da han skulle til at lægge hunden i jorden, var den gal igen. Så begyndte dens mave nemlig at bule.

»Den var jo gravid. Og så begyndte han at slå den på maven. Og det lød jo altså… en rigtig dum lyd. Dum-dum!«

#me

#bg Før Jørgen kom i skole, flyttede den lille familie tilbage til København. Den lille familie installerede sig i to værelser på Amager. De kendte ingen i den nye verden. Det var, siger han, som at bo på en helt lillebitte ø i et kæmpe ocean.

Hans mor arbejdede på en salatfabrik, tjente 56 kroner om ugen, og da huslejen var på 90 kroner om måneden, måtte hun vaske trapper i ejendommen som en del af huslejen.

»Mor støttede os i alt, hvad vi foretog sig. Egentlig tror jeg også, at hun hadede sin situation så meget, at hun opmuntrede os til at stå af. Hun var skidesød. Du kan ikke få større støtte. Men..«, siger han.

»Vi var fattige, fattige, fattige«.

Vi er gået to etager ned og har sat os i gårdhaven, der er omgivet af en høj, firkantet mur, hvor stenene ligger og buler ud i mørtlens greb.

»Mor var ikke noget robust menneske. Vi kunne høre, når hun lå og tudede”, siger han.

“Vi hørte jo også, når de enlige kvinder talte om, at man jo kunne åbne for gassen. Det var meget utrygt. Du må regne med, at hvis du er alene med en mor, er hun jo det eneste, der danner en familie. Hvis hun forsvinder, er der ingenting. Så når hun sagde, at hun kom hjem klokken seks, og klokken blev halv syv, var der jo ingen familie. Det var alt, der faldt væk«.

Familien var under opsyn af børneværnet. Med jævne mellemrum dukkede den tilsynsførende op, en dame, der stod og lurede i gården. Og når drengenes mor tog på arbejde, blev mørklægningsgardinerne trukket ned. »Nu er det nat«, sagde deres mor. Så skulle Jørgen og hans bror Arne få dagen til at gå med det tegnegrej og modellervoks, hun gav dem, fra de var helt små.

»Vi måtte ikke gå udenfor. Hvis vi smadrede en rude med en bold, blev vi straks truet med, at de ville få os fjernet«.

Jørgens mor havde ikke et begreb skabt om kunst. Men når hun syntes godt om drengenes frembringelser, sagde hun altid: »Det kan jeg godt lide. Det er anderledes«. Og som han siger:

»Det er jo en flot måde at udtrykke det på«.

Amager var ét stort arbejderkvarter fyldt med tilflyttere fra provinsen. Alle talte deres egen dialekt, og torsdag aften kom flere af mændene dinglende hjem og havde drukket ugelønnen op. Og så var der hyl og skrig.

»Der var en, der hed Kanariefuglen, fordi han fløjtede, når han kom hjem. Så kom konen glad ud i vinduet. De havde fået en lille åndssvag dreng. Han stod nede i opgangen og sagde: ‘Mors fisse er god. Mors fisse er god’«.

Han smiler.

»Det var det eneste, han kunne sige«.

En dag lød der nogle høje brøl nede fra gården. Kanariefuglen var kommet hjem og havde fundet sin kone kvalt i lejligheden.

»Hun havde taget en stodder med hjem fra værtshuset for at kneppe for nogle penge«, siger Jørgen Haugen Sørensen.

»Men så havde han altså kvalt hende«.

Udenfor gaden var en anden krig brudt ud. En verdenskrig. Og også den var fyldt med billeder, der kunne brænde sig ind i et modtageligt sind. Under generalstrejken blev en dreng, Jørgen kendte, en dag skudt i den sandkasse ved Sundby Hospital, de plejede at lege i. Drengen døde. Jørgen fik hans sweater. Og den var han stolt af, fordi der var hul i den.  En anden gang så han en gammel mand blive skudt ned på vej til Sundholm, da han selv gemte sig i en port med en flok voksne.

»Han kom sjoskende, da de kom kørende i en sæbevogn. Da han faldt om, lå han sådan på nakken og så sparkede han og kørte rundt«.

Jørgens mor skjulte våben for nogle frihedskæmpere fra Bopa, der boede i lejligheden ovenover. Længere oppe boede en mand, som var medlem af Vilfred Petersen banden. Men da en ung mand blev skudt udenfor og blødende båret ind i opgangen, var det hans kone, der hjalp Bopafolkene med at skjule ham på sit pulterkammer, mens Jørgens mor vaskede trappen ren for blod.

»Og konen var ikke nazist«, siger han og ser på mig.

»Så modsatte var de alle sammen«.

Jørgens mor fik arbejde på en børstefabrik, hvor man lavede børster til at rense de tyske geværer. Under bordet i fabrikkens marketenderi gemte hun våben for modstandsbevægelsen. Og når Jørgen og Arne legede på marketenderiet, kravlede de rundt mellem våben og sprængstof.

»Vi lærte, at der ikke var noget, vi kunne stole på. Selv politiet angav jo hinanden. Pludselig var der en i klassen, der var jøde. Og jeg kunne jo se, at han var skidebange. Så gik de andre rundt og sagde: Han er jøde! Han er jøde!«.

Alle i klassen var bestemt til at blive arbejdsdrenge. Og Jørgen sad og tænkte: ’Det er løgn hele lortet’. Alt, hvad lærerne sagde, gik ud på at lokke ham ind i et slaveliv. Han var, som han siger, ’antiautoritær ad helvede til’.

»Sådan har jeg det stadig væk. Så snart det får smagen af korps eller masse, er jeg væk. I min barndom så jeg de der soldater, der gik gennem gaderne – helt åndssvagt – og synge. Når du har set det, skal du ikke røre ved noget af det der«.

En dag viste Jørgens mor ham nogle piller og sagde, at dem ville hun give drengene, hvis de kom til at ligge i klemme under murbrokkerne efter et bombardement.

»Så vi ville dø hurtigt. Og det var jo skidelækkert«, griner han.

»Så vi ville ikke med ned i kælderen, når der var luftalarm. Vi gik op, så vi kunne se udover tagene. Naboerne kom og sagde, at vi skulle gå ned. Men min mor sagde: Jeg kan ikke få dem med ned«.

»Det tror da helvede!«, griner han højt.

»Du vil da ikke med ned og have pillen«.

#me

#bg Døren går inde i køkkenet. Det er Eli. Hun har smadret baglygten på Jørgens bil, lægger hun ud med at tilstå. En nyhed, der ikke bliver modtaget med synderlig glæde.

»Den får du selv lavet«, siger han.

»I morgen«.

»I morgen!«

Han har nærmest gjort det til en kunstart at gå og hyggesnerre af sin kone. Fordi hun er så dum ikke at bruge mus på computeren. Fordi hun jager med sine håndværkere. Eller har glemt at købe noget, han skal bruge. Det lyder som en knurren, men det er vist bare hans måde at spinde på.

Han stiller en glaskaraffel med flad på bordet. En gave til hende.

»Ja, den kunne have været din…«, siger han.

»Men nu beholder jeg den sgu selv«.

»Er den ikke smuk?«, tilføjer han henvendt til gæsten.

Han trækker i en stor, gråbrun kjortel fra Marokko, sætter et stykke jazz på og stiller sig ved bordet i gården – som en gammel, katolsk munk - og skærer lammet ud. Klangen fra klaveret strømmer ud gennem døren sammen med skæret indefra. Det er, som om lyden og lyset smelter sammen i døren og følges ad ud i mørket.

Vi sætter os over middagen ved den tunge granitplade. Himlen lægger sig som en stor, sort firkant over vores hoveder, mens vi sidder og snakker. Et mørkt lagen perforeret i små, hvide huller.

Da jeg et par timer senere ligger i en seng under det skrå træloft båret af svære rundstokke, falder lyset ind gennem glasdøren og tegner slørede firkanter henover de rå, hvide vægge. Jeg kan høre deres uldne stemmer oven på. Hans mørke og hendes lyse. Lidt efter kan jeg høre kunstneren snorke.

Først da jeg vågner, går det op for mig, at det er billedhuggerens værksted, jeg har tilbragt natten i. Her er håndfulde af værktøj overalt. Ler i dynger i den sorte affaldsspand. Pletter af sort maling på gulvet. Og stakke af hvide plastikbægre med rester af sort maling løbende fra kanterne i runde striber.

Jørgen Haugen Sørensen står i køkkenet og småbrokker sig. Eli sover for længe, synes han. Baglygten er heller ikke glemt. På væggen over bordet hænger to af hans relieffer. En dyster livskamp, et helvede af sorte hovedskaller og kroppe viklet ind i hinanden.

»En dag kom en jordemoder på besøg i vores lille lejlighed«, fortæller han, da vi har sat os ved det store granitbord.

»Hun forsvandt med sin taske ind på mors værelse. Det var dengang, aborter foregik med sæbevand. Om aftenen stod min mor sådan ved køkkenbordet og græd. Det gjorde ondt«.

Barnet var fire måneder gammelt. En pige. Fosteret blev rullet ind i Haderslev Tidende, fordi barnets far kom fra Haderslev, og et par dage senere fortalte en pige i skolen, at hendes far havde fundet et barnelig i skraldebøtten. Og nu ledte de efter nogen, der holdt Haderslev Tidende.

At kunstnere fandtes, opdagede Jørgen først, da han en dag kravlede op til Astrid Noaks atelier på Amager og kiggede ind på den mærkelige dame, der stod og modellerede.

»Hun repræsenterede en mærkelig verden, som var så fjern fra mig selv. Der var ingen kunst i mit miljø. Ingen litteratur, ingen musik. Der var kun det, der kommer ud af radioen og Romanbladet«.

Nogle få måneder gik han på kunsthåndværkerskolen, men sprang fra, og så forlangte hans mor, at han fandt et arbejde. Hvilket sendte ham på hovedet i seng. Men senere, da han rejste sig igen, i lære på en keramikfabrik.

»Ibsens Enke, hed den«, griner han.

»De lavede sådan nogle fantastisk grimme ting«.

Det var da heller ikke meget, den nye lærling bidrog til produktionen.

En almindelig svend kunne lave 60 figurer om ugen, men når Jørgen fredag eftermiddag slentrede gennem værkstedet med sit bræt, havde han kun to.

»Så jeg var rent til grin«, siger han.

»Men gu var jeg ej. De andre var bare bidt på krogen. De pissede jo i vasken for at holde akkorden. Jeg kunne sidde på lokum hele dagen, hvis jeg gad. Jeg havde fundet nogle varmerør, som jeg lå og sov på. Det bedste var at sidde på en bænk udenfor fabrikken og kigge. Der kunne jeg sidde i timevis og se, at de gik rundt derinde. Sådan helt forstenet. Det elskede jeg«.

Inspektøren hed Sørensen og var ’en meget sød mand’, der selv havde haft ambitioner om at blive kunstner, så han lod Jørgen sidde og modellere i arbejdstiden. Jørgen havde flere sygedage end samtlige fabrikkens øvrige 60 ansatte tilsammen. Navlebrok var ‘skidegodt’, havde han fundet ud af ved at studere en lægebog. For det var så ubestemmeligt.

“Så det havde jeg tit”.

Da en ny, flittig lærling begyndte på fabrikken, blev Jørgen og den nye kaldt ind på inspektør Thomsens kontor, hvor Jørgens egne kasserede kunstværker fyldte hylderne. Thomsen gav den nye lærling en skideballe, pegede han på hylderne og sagde: »Se der! Det er en god lærling«.

»Og det var altså mig. Jeg har altid mødt flinke mennesker, der har hjulpet mig«.

#me

#bg Tre gipsfigurer sendte han ind til Kunstnernes Efterårsudstilling, Berlingske Tidende udråbte ham til det nye håb, og så var springet taget. Ind i en ny verden, omgivet af kunstnere og kunstelskere. Lige så rå, når det gjaldt druk, stoffer og sex, men med højere til loftet.

Jørgens humør var mildt sagt svingende. Når det ramte bunden, var det en tur på værtshus, hvor han sad natten lang og kiggede.

»Dér så jeg jo folk, der havde det værre en mig. Det var bunden. Jeg brugte det som en slags redningsplanke, der drev forbi. For det så ikke særlig rart ud, men så må man jo vende sig om og gå den anden vej«.

Efter et år forlod han landet, slog sig ned i Frankrig hos den svenske forfatter Birgitta Trotzig, hvor der var et rend af forfattere og kunstnere.

»De boede jo i et hul. Ungerne rendte rundt med lort i bukserne, og der så ud! Der var ingen penge, men alle vidste, at hvis ikke de gjorde det, så var det sværindustrien på den anden side«.

Han fik et legat af Kunstfonden og fejrede det så grundigt med Per Arnoldi, at de havnede på et morgenværtshus i Sorgenfri, hvor en gæst fik øje på hans billede i avisen og råbte: »Hvad faen fik du de der penge for?«

»Så vendte Arnoldi sig om og sagde: Fordi han tør sove længe«.

Er der noget sandt i det?

»Der er der jo«, griner han.

»Du vælger at gøre noget helt andet. Og det er der ikke mange, der tør. Noget så håbløst som at stå og modellere i noget ler«.

»Jeg har lavet mad på stearinlys, og folk bankede på døren og ville have husleje. Jeg jagede mig selv til at arbejde. Intet kunne stoppe det. Det er også derfor, jeg ikke rigtig har været tilstede i mit liv«.

Hvorfor kunne intet stoppe det?

»Ellers kan jeg ikke tænke. Den eneste måde jeg har kunnet kommunikere ordentligt og have et fællesskab har været omkring billedet. Man kan sige, at jeg har set verden igennem mine egne billeder. Hele min oplevelse af verden består af mine billeder«.

Også når du ser et andet menneske?

»Det er klart. Så skaber du et billede. Det er det stærke ved litteratur. Vi stiller nogle tegn op ved siden af hinanden, og så sidder der en person og danner nogle billeder. En anden kan sidde ved siden af og læser det samme, men hans billeder kan være fuldstændig anderledes«.

Vi lever altså i hver vores billedverden?

»Ja, men kunst er et sprog, vi har sammen, tror jeg. Vi arbejder hen imod den samme ting. Et stort fællesskab. Vi prøver på at blive den samme person. Det er også derfor, at du ligger og hopper på et andet menneske. Og derfor, at vi råber på hinandens hjælp. Vi vil drages ind«.

Og det gælder selv en iagttager som Jørgen Haugen Sørensen, som undervejs har fået inddraget sig så grundigt, at der er kommet fem børn ud af det. Med tre forskellige kvinder. Uden at han i øvrigt på noget tidspunkt har levet et almindeligt familieliv.

»Hjemmefra lærte jeg ikke rigtig at være sammen med folk på normal vis, så jeg anede ikke, hvordan man skulle leve sammen med et andet menneske. Man kan jo bare blive skilt, tænkte jeg altid. Lige så snart man blev uvenner i fem minutter, skulle man skilles, troede jeg«, kommer det med et smil.

»Jeg kunne ikke forestille mig, at folk kunne leve sammen igen oven på et skænderi. Og der var jo også kun én ting, der interesserede mig. Mit arbejde. Derfor har jeg været blind på mange andre områder. Der har været nogle fantastisk ubehagelige tider med opbrud. Da jeg gik fra mine børn«.

Han læner sig tilbage i stolen, mens et smil lægger sig om munden.

»Jeg kan ikke engang give mine børn gode råd med det liv, jeg har levet. Hvis jeg siger noget, er de jo ved at dø af grin. Jeg er blevet meget forundret over min opførsel, for det er sådan set en meget kynisk måde at optræde på«.

Han ser på mig.

»Jeg havde jo mange damer ved siden af. Jeg levede et dobbelt liv. Jeg fulgte bare min intuition uanset hvor ondt det gjorde andre mennesker. Og det var udmærkede mennesker. Kloge. Der var ikke en noget i vejen med dem«, siger han og tilføjer med et suk:

»Mennesket er et mærkeligt væsen”.

»Vi er jo ikke særlig flinke«.

#me

#bg Verden er fuld af løgn. Små hjemmedigtede historier, vi finder på for at berolige os selv, mens vi vakler gennem livet som små skrøbelige væsener i en orkan. Historier, der får kaos til at ligne orden. Og giver livet en slags mening.

»Men der er ingen mening med verden. Jeg tror på tilfældigheden. De, der tror på et liv efter døden, er dem, der ikke kan holde tilfældigheden ud. At det er slut, når det er slut. De er jo nødt til at leve videre«, griner han.

Er prisen for at være troende, at man ser mindre af virkeligheden?

»Ja! Og så ser verden jo også behageligere ud. Det er jo smart. For hvis ikke er noget efter døden, er det virkelig meningsløst at stå otte timer på en fabrik om dagen. Hvis man vil gøre nogen til selvmordsbomber, er det også rigtig godt at fortælle ham, at han får en masse fisse, når han er sprunget i luften«.

Mennesket er ligesom bakterier, der samler sig og opløses igen. Det har vi bevist igen og igen i historiens løb. At vi kan skabe samfund, som så igen går i opløsning.  

»Hvorfor skulle inkaerne forsvinde? Og egypterne? Vi tror, at det samfund, vi lever i nu, bliver ved, men på et tidspunkt vil vi selvfølgelig også smadre det«.

Han læner sig ind over bordet.

»Engang jeg holdt ind ved en benzinstation i Slagelse og tog slangen. Så kom der en bus med en hel masse glade svenskere, der stod af og gik i flok ind. Der gik en tyk mand imellem dem«.

Han rejser sig op og viser med runde arme, hvor stor manden var.

»Og pludselig falder han om. Bang! Og så ligger han der og slår sig på brystet og skriger. De andre står og kigger. De aner ikke, hvad de skal gøre. Engang imellem rejser han sig op, helt blå i hovedet og råber«.

Han udstøder en hæs lyd fra struben.

»Og så falder han ned igen«.

»Der har du tilfældigheden! En velordnet benzinstation, veldesignede biler. Alle har pænt tøj på. Og pludselig er den grimme ting der, som ingen ved, hvad er, og som ingen kan gøre noget ved. Alt det andet er et billede, vi har bygget. Men det der har vi kraftedeme ikke bygget. Det kommer udefra og er meget, meget ubehageligt«.

»Pludselig bliver den der benzinstation fjollet, ikke?«, smiler han.

»Pludselig bliver det alt sammen bare noget fis. Kulisser! Og i dem går vi rundt i og prøver at undgå tilfældighed«.

I kunst ser man ofte, at der er område i værket, der er tilfældigt, og som virker meget stærkt. Og det er i Jørgen Haugen Sørensens øjne kunstens ærinde. At lukke tilfældigheden ind i små portioner, så vi får øje på den.

Men folk vil ikke have tilfældighed. De vil have en mening. Derfor ligger mennesket i krig med virkeligheden.

»Vi hader jo virkeligheden. Vi er bange for den. Derfor prøver vi at styre den. Men vi kan ikke styre den sidste ende, vel? Vi kan ikke styre, at vi skal dø«, siger han.

»Når nogen dør, oplever du tilfældighed. Pludselig ser du, at den er her. At tingene i  virkeligheden ikke kan fastholdes. Det glider ud mellem fingrene på dig«.

Han læner sig tilbage i stolen.

»Det er også derfor, jeg befinder jeg mig bedst, når jeg rejser, tror jeg. For så er du i harmoni med den tilstand, det er at eksistere«.

»Det er en rejse, vi er på«.

#me

#bg To gange er Jørgen Haugen Sørensen blevet standset på sin rejse. Da hans mor døde. Og siden hans kone.

»Da stoppede tiden«, kommer det lavmælt.

»Jeg lever jo i en illusion på en måde«, prøver han muntert.

»Men da jeg blev konfronteret med døden, så var jeg fanget. Da fik jeg ikke lov til at fortsætte med at leve i min egen verden og lave de billeder, jeg kunne lide«.

Da hans mor lå for døden på hospitalet, trak hun Jørgens kone til side og sagde, at hun måtte love at Jørgen kom væk. »For jeg skal dø, og det må han ikke se«.

»Men jeg var der altså, da hun døde«, kommer det med porøs stemme.

Han falder ind i sig selv, sidder længe og ser frem for sig med et blik, der synes at standse en snes centimeter foran hans ansigt. Og pludselig er det, som om det mørke køkken lukker sig om os og vi bare sidder, to skikkelser, midt i det mørke ingenting.

»Det er en mærkelig ting at overvære«, siger han.

»Det er lige som en fødsel. Hun ændrede sig og blev som en lille pige at se på, fordi hun klynkede. Hun ligesom skrumpede ind. Og da hun så døde.. hun havde haft mange smerter.. så blev hun fuldstændig afklaret. Du kunne se, at smerterne forsvandt sammen med hende«.

Han tager brillerne af, øjnene er pludseligt røde. Så lægger han armene over kors.

»Jeg tror, jeg ville foretrække at dø alene«.

Hvorfor?

»Du skal forlade en ting, og det er svært, kan man høre og se. Det er en privatsag. Du kunne lige så godt se folk gå på lokum«.

Det sværeste ved hans mors død var ikke, at hun forsvandt. Men at han ikke nåede at tale med hende.

»Når folk pludselig er væk, kan man se, at man ofte har spildt tiden sammen. Min mor kom ud at tjene, da hun var ni år. Sov i kostalden. Hun var en ung dame, da hun blev forladt af min far. Alt det, hun gik igennem. Den ensomhed, hun havde oplevet. Som man ikke tænker på før nu. Jeg ville gerne have hørt, hvordan det var at være hende«, siger han.

»Men det fik jeg jo ikke gjort«.

I 1987 døde hans kone Jette døde pludseligt 47 år gammel. Han var i huset i Portugal, da han fik besked.

»Hun var jo vild. Der gik panik i hende. For hun var en fantastisk smuk pige, og så er det jo sværere at blive ældre«.

Han sætter finderspidserne mod hinanden foran brystet og ser ud i køkkenet med øjne, der igen bliver blanke.

»Det var fandeme synd«, siger han.

»Det var dumhed. Kun sørgeligt«.

Han går i stå. Og da han fortsætter, er det med mørk stemme.

»Det er det grimmeste, jeg nogensinde har oplevet. Også fordi hun var mit barns mor. Og jeg ønskede jo ikke for min datter, at hendes mor døde«.

Han sidder lidt.

»Sorg er mærkelig«, kommer det så.

»Du tænker, at når tiden går, så forsvinder den. Det gør den ikke. Den sidder hele tiden på din skulder og kigger ind i øret. Alt hvad jeg gør, er mere alvorligt. Når du er ung og ikke har de erfaringer, ser alting lidt anderledes ud. Men det findes! De mennesker, du holder af, kan dø. Dine børn kan dø«.

»Jeg fik også et andet billede af mig selv, for jeg kunne jo se dumhed på dumhed på dumhed. At den vej jeg var gået måske ikke var den vej, jeg skulle være gået. Det skulle ikke have set sådan ud. Det var en underlig fiasko ved, at hun døde. Og jeg bærer jo rundt på den skyld”.

Igen bliver der stille.

»Det er jo også underligt at opleve sit eget forfald«, siger han så.

»Og at se det i dem, du holder af. De står sådan bundet sammen i stumperne. Vi sidder i en stor ventesal, og så trækker de et nummer i posen, og du ved ikke, hvornår det er din tur. Bang! Pludselig er der udkald«.

Hvad tænker du om, at du skal dø?

»Jeg er skidebange for det. Jeg tror, at alle tænker på det. Flere gange om dagen. Jeg gør i hvert fald. Men..«, siger han og lyser op i et smil.

»Jeg tror også, at det er en stor befrielse, at det hele pludselig er væk«.

»Endelig, tror jeg, bliver det rart«.

#me

#bg Heller ikke kærligheden til arbejdet har altid været lige enkel. Fra han var 17 til han blev 50, var han meget fortvivlet, når jeg gik i gang.

»Du møder jo dig selv hele tiden i det arbejde. Og du møder dine begrænsninger. Hver gang jeg tager en klat ler, skal jeg jo igennem hele den forbandede proces. Jeg er nødt til at bryde mig selv ned. Og hvis jeg er så heldig og får lavet noget, der virker, varer det jo fandeme ikke mere end et kvarter, så begynder den allerede at irritere mig«, griner han.

Hvad er det, du bryder ned?

»Min selvtillid. Den skal helt væk. Den medbragte selvtillid kan du ikke lave kunst på. Først skal du rive den ned, og så bygger du figuren op, og samtidig bygger du dig selv op igen. Man skal ikke prøve at lave noget, man ved, at man kan. Det er først, når man løber en risiko, at det bliver sjovt. Og der bliver det så også ubehageligt«.

Kan det betale sig, når glæden er så kort?

»Jamen, det er også en interessant måde at opleve verden på. Man oplever den igennem leret og formerne. Når du starter, er du nærmest lam. Pludselig løsnes det hele, og så er det lige som musik«.

Han fanger mit blik.

»Når du vågner om morgenen, er der ingen, der kan forhindre dig i at stå op og lave verdens bedste skulptur. Du står på en åben mark. Der er ingen veje. Men for at kunne træffe valg er du nødt til at forestille dig, at der er veje. Så vælger man ud af dette intet. Og så går det ud på at få andre til at tro på, at der er en vej«.

»Men det er jo tænkte veje. Der er ikke nogen«, griner han.

»Derfor føler man ofte som kunstner, at man snyder«.

#me

#bg Vi  kører vi forbi det store stenbrud, traver gennem grusvejens stenstøv og standser ved kanten af det mægtige brud, hvor en smal grusvej snor sig rundt og rundt på sin vej ned i dybet.

»Det er her skulpturen på Sankt Hans Torv kommer fra«, siger Jørgen Haugen Sørensen, da vi står og stirrer ned i hullet.

»Det er det største brud i Europa«.

Rundt om på bruddets stejle vægge kan man se de lodrette linjer fra mejsler og dynamit. I bunden, mange meter under os, står et par maskiner stille ved kanten af en lille, turkisgrøn sø. Det ligner det indre af en konkylie, der skruer sig længere og længere ned i verden. Et mægtigt hul, der æder sig selv større og større.

»Der er noget underligt modsat ved, at når folk virkelig skal udtrykke sig, står de og filer på en kattetarm eller saver i et bjerg, ikke?«, siger han, da vi går rundt om det store, kantede hul med lydløse skridt i stenstøvets pudder.

Vi standser og beundrer en rusten kran, der rejser sig over kanten, og løfter på de buttede små mejsler, der ligger og ruster mellem stenstumper og blokke.

»Jeg har aldrig lavet andet end at tegne og modellere. Jeg har bare fulgt en fornemmelse. Som en snor. Uden at ane, hvor den førte hen. Og så pludselig kigger du op og har brugt dit liv på det. Men…«, siger han.

».. jeg har mistet troen på skulpturen«.

Hvad mener du?

»Jamen, hvorfor stiller folk dem op? Alle de der abstrakte figurer, der står foran banker udtrykker jo en vis magt, som folk tror på. Hvis det kun var en erkendelse, ville man se på det, få sin erkendelse og gå. Men det er tingen, mystikken inden i tingen, der står her. Og den vil folk eje«.

»Det er sgu da noget mærkeligt noget!«

Så måske har du deltaget i et projekt, du ikke bryder dig om?

»Ja, for hvis det er sådan, er det sgu da afgudsdyrkelse«.

På vej tilbage til bilen standser vi igen ved bruddets kant og står tavse og stirrer ned i det store, frie fald. Et hul i verden, hvor mennesket henter hårdhed og bestandighed til sine billeder. Så sjosker vi afsted, to små skikkelser udført i et anderledes forgængeligt materiale. Og efterlader kun vores fodspor i grusvejens støv. Kunstneren i sine løse, røde bukser, sin sorte t-shirt og med sine tre papegøjebid i nakken.

»Da jeg var ung, var jeg mere blind og selvisk«, siger Jørgen Haugen Sørensen, da vi igen sidder ved granitbordet i køkkenet.

»Med tiden får man større respekt for tingene. Du ser, at ting er dybere, end du troede. Følelser er ikke bare ét lag. Det er mange, mange lag. Tingene er meget mere indviklede, end du tror. Du har nogle fornemmelser, du kan gå rundt i. Men der er ingen svar. Du er alene med de der ting. Du må lave dine egne svar«.

»Du er alene, alene, alene«.

Et lille smil vokser frem, mens han tænker.

»Det er sjovt, når du er ung og tror på, at du lever evigt. Men det er en kort periode af ens liv, der er sjov«, siger han, mens latteren tager fat i stemmen.

»Så begynder det bare at være interessant«.

 

 

Jørgen Haugen Sørensen

 

Født den 3. oktober 1934 i København som søn af Dagny Haugen Sørensen og fabrikant Leo Haugen Sørensen. Opvokset på Bornholm og Amager sammen med sin storebror Arne Haugen Sørensen, der i dag er maler. Er selvlært kunstner, debuterede i 1953 på Charlottenborgs Forårsudstilling og slog igennem året efter på Kunstnernes Efterårsudstilling. 19 år gammel slog han sig ned i Frankrig, flyttede derfra til Italien, Jugoslavien og tilbage til Italien.

Han var medlem af Decembristerne 1956-76 og af Grønningen 1979-89 og igen fra 1997. Har regelmæssigt udstilet på Veksølund siden 1978 og flere gange på FIAC i Paris. I årenes løb har han udstillet talrige steder rundt om på kloden, fået en række hædersbevisninger og udgivet flere bøger. I 1969 blev han tildelt Eckersberg-Medaillen, i 1979 Thorvaldsen-Medaillen og i 1982 Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.

Blandt hans pt. mest kendte arbejder hører skulpturen på Sankt Hans Torv i København. Han har fem børn med tre forskellige kvinder. I dag lever han sammen med sin kollega Eli Benveniste i Italien.