Peter Michael Hornung, 18. nov 2021

Hans flugt varede et helt liv: Jørgen Haugen Sørensen er død

Jørgen Haugen Sørensen forblev til det sidste en selvcentreret oprører, der lod sig inspirere af sin uvilje mod at tilpasse sig, skriver Peter Michael Hornung i denne nekrolog.

På en af Jørgen Haugen Sørensens udstillinger – for godt femten år siden – kunne man opleve en stor og udfordrende skulptur. ’Mens vi venter’ var dens titel. Den var figurativ og fremstillede måske kunstneren selv, der tog sig en svingom med Døden. For selv det mest levende menneske ved godt, at døden venter derude et sted på livsbanen og tidslinjen. Og Jørgen Haugen Sørensen var et meget levende menneske.

Nu er han død i en alder af 87 år, denne store, selvberoende, trodsige og helt igennem antiautoritære danske billedhugger. Han sparede ikke sig selv, mens han levede, men levede dog længe nok til at triumfere som kunstner, med vældige arbejder placeret i metropoler som Seoul, Ankara og Rom.

Han foretrak at være der, hvor et skydække ikke stjæler solens lys, og hvor livet kan leves frit, mens man skaber lige så uhæmmet

Men begyndelsen havde været svær. Knap tyve år gammel forlod han Danmark bl.a. for at lægge afstand til en barndom og opvækst, som ville have pulveriseret enhver med en svagere selvopholdelsesdrift. Ligesom sin bror, maleren Arne, lagde Jørgen Haugen Sørensen hurtigt afstand til alle nationale forudsætninger, og flugten kom til at vare et helt liv.

Hans udtalelser om Kunstakademiet var ikke altid venlige. At han ikke fik sin uddannelse netop der, betød ikke, at han kom til at møde kunsten uden forudsætninger.

Stationer på en kunstnerisk rejse

Som ung havde han lært at udnytte sine kreative evner, både på papir og i rumlige materialer. Han var uddannet som gipser og pottemager, ligesom han var omkring Kunsthåndværkerskolen. Da han endelig gjorde billedhuggerkunsten til sit livs domæne, var næppe nogen teknik eller metode ham fremmed. I 1964 havde han sin første separatudstilling på Louisiana. Det var kun 11 år efter debuten på Charlottenborgs Forårsudstilling.

Skønt beundret og respekteret følte Jørgen Haugen Sørensen sig aldrig helt hjemme i det danske kunstliv. Han foretrak at være der, hvor et skydække ikke stjæler solens lys, og hvor livet kan leves frit, mens man skaber lige så uhæmmet.

I 1960 rejste han sig til Frankrig, og senere flyttede han til Italien, hvor han bosatte sig nær sit eget foretrukne materiale: marmorbruddene i Pietrasanta. Haugen Jørgensen gjorde aldrig vold på den sten, som han bearbejdede – eller som han lod en assistent forarbejde.

Nok kunne han hugge eller save i en sten. Men han prøvede aldrig at skjule det materiale, han havde valgt at arbejde i. Var materialet en sten, kunne man ofte mærke naturstenens rå, upolerede form, ligesom man næsten altid kunne føle hans fingeraftryk i de skulpturer af ler, som han havde modelleret og brændt.

Han ønskede, at folk skulle tolke hans skulpturer som stationer på en fortsat kunstnerisk rejse. Men selv opfattede han helst sine skulpturer som tredimensionelle billeder.

Den ’klump’, der havde været alfa og omega i så megen dansk skulptur, fandt man ikke i Jørgen Haugen Sørensens værker. Det var vigtigt for et værk at kunne rumme sine egne modsætninger. Nogle af de tidlige var mere skulpturlandskaber end egentlige skulpturer. De var splittet og spredt og kendte tilsyneladende ikke nogen begrænsning, men måtte holdes på plads af særlige kræfter.

Et af hans mest omtalte værker i København, ’De kantede bærer, og de glatte glider’ fra 1984, rummer nogle af disse modsatrettede kræfter. Her er både noget, der rejser sig, og noget, der giver efter, i en samlet bevægelse hen over og igennem den gule mur omkring Assistens Kirkegård på Nørrebro. Bevægelsen findes også i ’Den ene bærer den anden’ (1983, Esbjerg Kunstmuseum), ’Den blå kravler over den røde’ (1977, Kastrupgårdsamlingen) og ’Den slanke som bærer den tunge’ (1983, Københavns Rådhus). Selv titlerne på hans skulpturer havde deres egne indre modsætninger.

Tilbage til leret

For mere end en snes år siden ville man formelt have klassificeret Haugen Sørensen som en abstrakt kunstner. Og man ville have gjort det under henvisning til nogle af hans i enhver forstand største udsmykningsopgaver som f.eks. ’Huset der regner’ (1992-93) på Sankt Hans Torv. I den har figurationen og abstraktionen taget endeligt livtag.

Men omkring 2000 begyndte han at vende tilbage til de unge års mere figurative stil, samtidig med at han vendte tilbage til leret. Især viste han denne både nye og gamle side af sig selv med udstillingen ’Jeg mener jeg ser’ på Glyptoteket, hvor den klassiske kulturarv blev udgangspunkt for en række naturalistiske menneskefigurer.

Jørgen Haugen Sørensen forblev til det sidste en selvcentreret oprører, der lod sig inspirere af sin uvilje mod at tilpasse sig

Hvad den brændende lava fra Vesuv nåede at gøre mod de levende væsener, der ikke kom væk i tide, kunne også være inspirationen til noget smukt. Skiftet mellem forskellige materialer og motiver var den proces, der holdt ham i gang. Men katastrofen var aldrig langt væk. Det blev en udfordring, da han begyndte at modellere igen og at bemale sine skulpturer. At han var så eminent til at få nogle store klumper ler til at ligne kroppen af et menneske, eller en hund, ja, selv et skelet, kom mest bag på dem, der ikke kendte til hans begyndelse som billedhugger.

Et af hans sidste monumenter, ’Kolossen’ i Kastrup Strandpark, blev også et af hans største. Men trods en højde på 8 meter og en vægt på 70 tons skabte det ikke helt den samme opmærksomhed som de andre monumenter, som han slap løs i det offentlige.

Jørgen Haugen Sørensen forblev til det sidste en selvcentreret oprører, der lod sig inspirere af sin uvilje mod at tilpasse sig. Men hans oprør havde format, og kunstlivet respekterede ham. Han modtog Eckersberg Medaillen i 1969 og Thorvaldsen Medaillen ti år senere. I 1984 blev han tilkendt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.

Han var en bemærkelsesværdig om end sjælden gæst på udstillinger i Danmark, men i de senere år har man kunnet møde værker af ham i Hans Alf Gallery.