Lars Gundersen & Asger Schnack, November 2017

Jørgen Haugen Sørensen

født den 3. oktober 1934 i København

Dansk billedhugger. Debuterede på Charlottenborg i 1953. Medlem af Decembristerne 1956-75. Medlem af Grønningen 1975-89. Udstillinger og udsmykningsopgaver verden over. Huset der regner på Sankt Hans Torv i København (1992-93). Stor, retrospektiv udstilling i Pietrasanta sommeren 2017, med bl.a. den nye, 2,5 me- ter høje bronzeskulptur The Crowd, som Ny Carlsbergfondet har skænket til byen. Eckersberg Medaillen 1969. Thorvaldsen Medaillen 1979. Har tilbragt det meste af sit liv i udlandet. Gift med billedhuggeren Eli Benveniste.

JØRGEN HAUGEN SØRENSEN ER INDBEGREBET af selve kunstens sjæl i det 20. århundrede og nu ind i det 21. Hans skulpturer har gennem mere end et halvt århundrede tegnet et billede af tidens gru og frygtelige potentialer og samtidig været båret af en egen indre styrke. Hans værk er på én gang knugende og frisættende.

Han begyndte som pottemager, kom i lære som 15-årig (på keramikfabrikken Ipsens Enke), men sprang fra i 1951. Allerede to år efter debuterede han på Forårsudstillingen på Charlottenborg, og siden har der været tryk på, en lang række udstillinger har dokumenteret hans fænomenale arbejde. Fra en første ekspressiv billedfortælling – præget af indtryk fra slagtehuse – til en langvarig udforskning af tunge materialers placering i rummet. En slags eksistensens belæg.

Jørgen Haugen Sørensen har arbejdet med skulptur som en erkendelsesproces. Hvilke materialer han har benyttet, har skiftet, afhængigt af opgaven. Muligvis er valget også inspireret af hans opdagelse af først Pietrasanta i Italien – med marmorbrud – og senere det portugisiske stenbrud Granitos de Maceira. I begge tilfælde har det også betydet, at han har bosat sig nær kilden til det betydningsbærende materiale.

Granitten fx appellerer til det monumentale krydsfelt, hvor geometri taler til logik og hukommelse, og hvor resultatet bliver en ”tung” betragtning af verden, der nærmest kalder selve Jordens skabelse frem; i alle tilfælde er vi hinsides en øjeblikkelig tid, vi befinder os på en tidsrejse, hvor menneskers udtryk fra fjerne og nære kulturer samles i et universelt ”her er vi” mod himlen og de forbidragende skyer. Det er voldsomt – og voldsomt virkende!

I leret har Jørgen Haugen Sørensen arbejdet siden sin første begyndelse, ja, lige siden drengetiden. Han er ofte vendt tilbage til denne mulighed for at forme løsrevne dele af en fysisk – organisk – sammenhæng, der indbefatter såvel mennesker som dyr. I seksuel udfoldelse, i aggression, i splittelse og i fortvivlelse. Ordet lidelse forbundet også med andre facetter af menneskelivet, den totalitet, der rummer flerheder, og som har en kollektiv undergang indbygget.

I 1992 udkom Ankara, en bog med samtaler mellem digteren Henrik Nordbrandt og Jørgen Haugen Sørensen i forbindelse med færdiggørelsen af dennes skulptur til byen. Det er ikke det eneste samarbejde med digtere, tværtimod, Jørgen Haugen Sørensen har en naturlig relation til poeter fra flere generationer, hans poetiske tilgang til verden – og hans åbne øjne for verdens tilstand, hans apokalyptiske trommespil i tre dimensioner – har fundet genklang hos tidligst Birgitta Trotzig og senere en række danske digtere. Billedhuggeren er poet i sit livsværk, deraf kommunikationen.

Men værket kommunikerer videre: Som få kunstnere i samtiden rækker Jørgen Haugen Sørensens værker en undren og en åben reaktion, et svar på livets spørgsmål i form af nye spørgsmål, ind i det fælles menneskelige rum, hvori vi færdes. Om vi besøger hans udstillinger på et museum eller dagligt – hvor vi nu bor – beser et værk, er det samme dybe taknemmelighed, der breder sig i kroppen såvel som i den sjæl, vi beriget bærer på.