Lars Kjærulf Møller, 2012

Da Jørgen Haugen Sørensen debuterede på Forårsudstillingen i 1951, kun 17 år gammel, udråbte kunsthandler Børge Birch ham uden tøven til den største billedhugger siden Thorvaldsen og det forekommer derfor også som et naturligt valg, at han i sit efterår blev valgt til at udføre den store udsmykning til Københavns Domhus, som Thorvaldsen aldrig fik realiseret. De hvidglaserede relieffer med politibrutalitet og vold var nok ikke det selskab fru Justitia i første omgang havde ventet, men afspejler på fornemste vis en tidsånd, samtidig med at de sender virtuelle tentakler ud til både den historiske bygning og dens funktion.

Haugen Sørensen blev uddannet som gipser og pottemager. Som billedhugger er han autodidakt, men han markerede sig tidligt med især en række slagtescener med et stærkt ekspressivt udtryk.

Et ophold på Bornholm i 1959-60 flyttede hans opmærksomhed mod et mere abstrakt udtryk, der først blev udført i de industrielt fremstillede lerrør fra Rabækkeværket og siden udfoldet fuldt i bronzeskulpturerne fra 1960erne, hvor krigens gru blev særdeles nærværende, sikkert præget af hans bopæl i Frankrig under Algierkrigen.

I slutningen af 1960erne gør Haugen Sørensen op med den traditionelle skulpturtanke. Han stiller sig frit til materialerne og udfører en række værker, hvor frie elementer af stof, plastic, glasfiber og bronze indtager rummet, ofte med en indbydelse til beskueren om aktiv medskaben og dialog.

Efter han i 1968 bosatte sig i Italien, blev stenen, travertin, marmor og granit det foretrukne udtryksmiddel oftest anvendt til at skildre en indre dæmonisk kamp mellem det bløde, organiske mod systemets hårde og kolde flader, sådan som det f.eks. ses i den store udsmykning til Journalisthøjskolen i Århus fra 1971-73, hvor de organiske elementer i bronze og marmor nedbryder arkitekturens rå beton.

De direkte relationer mellem menneske og arkitektur eller landskab folder sig i disse år ud i en række store installationsagtige marmorskulpturer som f.eks. Huset der slikker solskin fra 1979, nu på Ny Carlsberg Glyptotek.

Ved indgangen til Bornholms Kunstmuseum står to bronzehunde vagt. Den siddende og liggende ”Rappo”, der møder den besøgende og ofte får et venligt klap på snuden især af de yngste gæster.

Hundene er udført i 1955 af Jørgen Haugen Sørensen og var udstillet første gang på Biennalen i Venezia i 1958.

Jørgen har et helt særligt forhold til hunde.  Som barn fortalte han løgnehistorier om de mange racehunde, han havde folk til at passe, og da han blev voksen blev hundene en trofast følgesvend.

I dag de mexicanske hårløse Maya og Diego og den store Molly, som Jørgen fandt med et brækket ben i Portugal. 

Jørgen holder af hundene, fordi de er så ærlige og lever uden omsvøb, i grunden det han også selv stræber efter og måske har nået - Mange opfatter ham i hvert fald som fræk som en slagterhund.

Men hundene er også et skulpturelt objekt, som i de gamle udtryk af Rappo eller i de senere store grupper, ”Thats why they call them dogs”, hvor de uden blusel parrer sig, lopper sig, slås og dør – ganske som han ser menneskene.

Selvom det erotiske element altid har været en betydende del af Haugen Sørensens univers, får det en helt afgørende rolle i 1990erne, hvor han vender tilbage til leret som det fortrukne materiale. Men også døden sniger sig ind, som et memento mori, der bliver stadigt mere nærværende.

I ”Mens vi venter” fra 2006 møder vi ham selv i en gruopvækkende og samtidig latterlig omfavnelse med døden selv.

Trods det gennemgående sortsyn, gruen og fortællingerne om den menneskelige dårskab, er Haugen Sørensen den morsomste pessimist jeg kender.  Man er altid i godt selskab med ham, selvom han af frygt for at falde til i konformiteten altid er på vej et andet sted hen.

Med en gudsbenådet (det ord vil han givet frabede sig) skaberevne, hvor hans hænder virtuost og nærmest intuitivt overfører det tænkte og det sete til visuel form, giver han os adgang til en verden befolket af dårer, vilde hunde, døde kroppe og smukke kvinder. Altid med et twist, men aldrig med en hævet moraliserende pegefinger. Blot en konstatering af tingenes tilstand.

I hans seneste storværk, Kolossen, der er opstillet i Kastrup Strandpark ved indkørslen til Den Blå Planet, er han vendt tilbage til noget af formsproget fra 1970erne. Det tektoniske udtryk, hvor de organiske og uorganiske elementer mødes og næsten danser med hinanden, giver skulpturen en lethed og elegance, næsten som et lysthus men samtidig en fornemmelse af en urkraft, der tilbyder både beskyttelse og dialog.

En form for positiv nyfortolkning af ”Huset der regner” på Sankt Hans Plads fra 1992-93, som han ved jeg ikke er så imponeret af, ligesom jeg stadig har svært ved at forlige mig med, når han maler polkadot og strør guldglimmer over skulpturerne – Men det er han heldigvis ligeglad med, så han bliver bare ved.