Ny Carlsberg Glyptotek

Jørgen Haugen Sørensen på Glyptoteket

26. Juni - 15. August 1980

 

Forord ved Hans Edvard Nørregård-Nielsen:

Glyptotek betyder en samling skulpturer, i Ny Carlsberg Glyptotek er der også bragt malerier ind i sammenhængen, men skulpturen dominerer. Der bliver i glimt og mere dvælende passager vist skulptur fra antikken til nyere tid, den yngste kunst har ikke været repræsenteret, men Glyptoteket er ikke en afsluttet samling i hverken tid eller indsamlingsområder.

Det er i løbet af det sidste år fremgået i form af mindre erhvervelser, Ny Carlsbergfondet har deponeret nogle betydelige kunstværker på museet og mellem dem en skulptur af Jørgen Haugen Sørensen. Billedhuggeren er en af de mest centrale i yngre dansk kunst, og det er Glyptoteket en glæde at kunne præsentere ham i en større sammenhæng.

Udstillingen består af to dele. En er samlet af en enkeltperson, Helmer Jørgensen og tegner et retrospektivt billede af kunstneren. De tidligere skulpturer er altså ikke valgt mellem mange mulige, Glyptoteket er i sit udgangspunkt, og måske stadig at betragte som en vældig privat samling i den forstand, at museet ikke er forpligtiget til at afspejle kunsten i alle dens facetter, men kan understrege og fremhæve, hvad der forekommer bedst. I den sammenhæng er vi glade for at have fået lov til at inddrage den mindre privatsamling. Der er grænser for hvor store skulpturer et privathjem kan rumme, men det forbinder udstillingens to afdelinger, at en væsentlig del af skulpturerne er så koncentrerede, og i det små rummer det store. Således det første udkast  til den udsmykning, Jørgen Haugen Sørensen 1971-73 udførte for Statens Kunstfond til Danmarks Journalisthøjskole og en model til den 'Grønne Pæl', der måske vil kunne inddrages i udstillingen udenfor kataloget. 'Grønne Pæl' er hugget af en søjlestump, der stammer fra fascismens byggeri i Milano, der er føjet marmor i forskellige farver til, og skulpturen rejser sig som en skamstøtte over al fascisme.

Jørgen Haugen Sørensen har med henblik på denne udstilling udført dels en række mindre projekter, som er modeller til udsmykninger, og dels kan der foran Glyptoteket i udstillingsperioden ses en større skulptur der netop er blevet færdig. Der er desuden inddraget noglefå skulpturer fra det sidste tiår, der skønnedes af betydning for helheden., og Glyptoteket vil gerne rette en tak til lektor Helmer Jørgensen, Statens Museum for Kunst, og Louisiana, der har lånt skulpturer til udstillingen.

Der skal desuden rettes en tak til Helmer Jørgensen og den norske kunsthistoriker Per Hovdenakk, som har skrevet til kataloget, og i ikke mindre grad til Augustinus Fonden, Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck's Fond samt Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond af 1968, der har gjort denne udstilling økonomisk mulig.   

Fotograf @ Jacob Haugen Sørensen