Galleria Ferrari, Verona

1967

Allis Helleland, Jørgen Haugen Sørensen, En Biografi:

"De store bronzer. 

Via Asger Jorns kunsthandler Carlo Cardazzo kom Jørgen i kontakt med det anerkendte bronzestøberi Fonderia Artistica Veronese i Verona, hvor der var en lang ubrudt tradition for støbning i bronze, og hvor arbejderne var fantastisk dygtige. Her kunne han støbe både bedre og billigere. Med penge på lommen fik han her optimal mulighed for at videreudvikle bronzeskulpturen og bygge den op i stor størrelse i cire-perdue-teknikken. Han havde mødt billedhuggerne Ghermandi, Somaini og Robert Müller og lært af dem. Det var en fantastisk udfordring for ham at arbej-de med den bløde voks, hvor han følte, at alt kunne lade sig gøre. I de to skulpturer Som de blev og De, der rejser sig forsøger Jørgen at vise, hvordan forskellige tilstande i menneskesindet finder udtryk i skulpturens form. Som de blev (ill. s. 49) er en helt sammenpresset form, hvor kun ganske lidt pibler frem. Sådan kan man have det, når man er helt sønderknust. De, der rejser sig er nærmest som en flad østers, der er ved at åbne sig, og forskellige ting dukker frem fra den. Sådan kan man have det, når man igen er kommet til sig selv og kan tænke klart.

I en serie af store bristefærdige ægformede skulpturer af sortoxideret bronze, som f.eks. Den tekniske jomfru (ill. s. 48) fortsatte han ransagningen efter skulpturens inderste væsen. I Hvad døde de af (ill. s. 47) er formen sprængt, og man kigger ind i skulpturens indre hvor alt er i opløsning. Det, der optog ham nu, var at skildre formen med den ubevægelige faste skal, og skildre skallen, når den er i færd med at briste, fordi det, der er indeni, er større end den ydre form og derfor sprænger skallen, og vælder frem – hele verdener af sanselighed og liderlighed, bløde organiske former, som danner nye former og bliver til nyt liv, sitrende ventende kvindekøn og svulmende kønsorganer i forløsningens øjeblik.

”Når man ser ned i en skulptur, skal der være en stor form indeni. Jeg søger at lave rummet inden i skulpturen større end den udvendige form …” (JHS i interview i BT i 1963).

Men modsat handlede det også om afsløringer, om alt det væmmelige, der gemmes bag den pæne overflade, og som kunstneren må hjælpe med at synliggøre. Skulpturerne kan ses som en videreførelse af slagtescenerne, hvor det var indvoldene, der væltede ud af slagtedyrene.

Både kunstnerisk og teknisk hører disse bronzeskulpturer til noget af det stær-keste i tiden og i kunstnerens produktion. De blev vist på udstillinger i det velrenommerede Galleria Ferrari i Verona og Galleria del Naviglio i Milano, hvor kunstnere som Lucio Fontana, Cy Twombly, Piero Manzoni, Alberto Burri og Wilfredo Lam hørte til. Milano og Verona var på det tidspunkt center for den eksperimenterende kunst i Italien, og Jørgen solgte værker til bl.a. Museum of Modern Art i New York, Palazzo Grassi i Venezia og vigtige italienske og amerikanske privatsamlere. Et foto viser den selvsikre unge kunstner stående foran galleriet med fem af de store bronzer foran sig, som en jæger, der sejrsstolt foreviges med de nedlagte dyr (ill. s. 30). 

Fotograf @ Marianne Lautrop