Galerie Børge Birch

1960

 

Allis Helleland, Jørgen Haugen Sørensen - En Biografi:

I samarbejdet med Birch fik han nu for første gang mulighed for at arbejde med den dyre bronze. Indtil da havde han tænkt mange af sine skulpturer i bronze, men økonomien havde tvunget ham til at arbejde i gips og cement, som han så havde bemalet i bronzefarve, så de lignede bronze. I værkstedet hos bronzestøber Terman Sørensen i Farum tog han nu fat på den komplicerede bronzestøbeteknik cire perdue (egl. tabt voks), som havde været kendt siden antikken. Over en kerne af ler modellerede han sin figur op i voks, indkapslede det hele i en støbekappe af ler, smeltede voksen ud, hældte flydende bronze ind i det opståede hulrum, huggede støbekappen og den indre lerkerne væk, og den rene bronzeskulp-tur stod tilbage. Ligesom det var tilfældet med rørskulpturerne, nåede Jørgen også i de nye bronzeskulpturer at nytænke skulpturens væsen. Atter viser han en intens forståelse for det materiale, han arbejder med.

Bronzeskulpturerne var tænkt sammen med rørskulpturerne til udstillingen i Birchs nye galleri. Pierre Lübecker karakteriserede dem således i Politiken: ”Nogle vil sige, de er abstrakte. Men det er ikke rigtigt. De vender bare vrangen ud ad, alle sammen, og er som skikkelser, der er steget op fra det underbevidste. Vi kender dem igen fra vore febersyner og fra mareridtet. De er grumme, dæmoniske, i slægt med de primitive folks hævnende guder. Og til deres ondskab føjer de hån, vrænger ad verden og viser os dens skavanker.”

Volden og krigen var desværre stadig en del af virkeligheden, og for Jørgen pressede det stadig på med at skildre verden som et slagtehus. Portræt af en krig (ill.s. 44), Soldaten og Det lille tågehorn er klare skildringer af, hvad krigens råhed og stupiditet gør ved mennesker. 

Udstillingen i oktober 1960 i Birchs nyåbnede galleri i Admiralgade 25 blev en kunstnerisk og salgsmæssig kæmpesucces. De nye rør- og bronzeskulpturer var af høj kunstnerisk kvalitet og tilpas provokerende for borgerskabet, så alle 35 værker blev solgt i løbet af de to første timer på åbningsdagen, heraf flere til udenlandske gallerier og museer. Pressedækningen var overvældende. Birch havde gjort klogt i at holde på den unge talentfulde billedhugger. Og Jørgen havde ”leveret varen” og fået penge til at arbejde videre med bronzen. Ydermere tildelte Ny Carlsbergfondet ham Det Store Rejsestipendium, så han sammen med kone og barn kunne tage tilbage til Paris og videre derfra til de store bronzestøberier i Norditalien.

Men han bevarede fortsat tæt kontakt til Danmark. Det var her, pengene og opgaverne hovedsageligt var. Forholdet til Birch udviklede sig til et nært venskab, og de var i de følgende år meget sammen, i både Danmark og i Paris. De nød hinandens selskab, Birch var fuld af gåpåmod og besad den nødvendige frækhed, som skulle til for at begå sig i den kommercielle kunstverden. Ofte følte Jørgen sig snydt af ham, men Birch blev tilgivet, da han også hjalp ham – og de havde det virkelig morsomt sammen. De rejste sammen, var bl.a. på Mallorca, og gik til boksekamp sammen. Det var vigtigt for Birch at have kunstneren med, når han tog på ”salgs-turné” til de jyske kunder. Især havde de gode faste kunder i Herning og Randers, hvor der var fest, når de kom kørende. Talrige er historierne om, hvordan Birch under besøg hos en samler kunne omrokere alle husets kunstværker, så der lige netop var en tom plads til en skulptur af Jørgens. Samtidig var Birch tæt på Asger Jorn, som havde masser af internationale kontakter i både det franske og norditalienske kunstmiljø.