Århus Kunstmuseum

1968

Souvenir - Sammen med Per Arnoldi og Gregers Nielsen

 

Allis Helleland, Jørgen Haugen Sørensen, En Biografi:

Skulpturens opløsning. Skulpturlandskaber

Stofskulpturerne var som nævnt syet til filmen J.H.S. I den fysiske virkelighed kom de i sidste halvdel af 1960’erne til at indgå i en sammenhæng med figurer af hårdere materialer som jern og bronze, sten og plastic i såkaldte skulpturlandskaber.

I disse værker opgav Jørgen fuldstændig den klassiske autoritære skulptur som en sluttet færdig form. Hans tidlige bestræbelser på at lade skulpturens indre sprænge den yderste skal komma lykkedes så at sige til fuldkommenhed, idet han lod skulpturen gå helt i opløsning.

I stedet opererede han med store skulpturlandskaber, som bestod af flere en-keltdele, der uden fast form, uden fast komposition og uden samlende sokkel lå spredt rundt omkring i rummet, ligesom resterne af noget, der havde været engang, og som af beskueren kunne manipuleres med og skifte placering og form. Ofte blev de samme enkeltdele brugt i flere forskellige sammenhænge, så der ikke eksisterede et bestemt færdigt værk.

Ligeledes spillede interaktiviteten mellem værk og beskuer en væsentlig rolle i tilegnelsen af værket. ”Man kan trykke på de enkelte former og gøre dem høje, lave, flade, tykke. Jeg kalkulerer med tilfældigheden og regner også med min medspiller, tilskuerens medvirken. Han kan omforme tingene, afprøve deres muligheder, men han kan ikke ændre ved mine grundformer. Der går grænsen. Hver enkelt del er en ting i sig selv – er billeddannende. Men tilskueren må selv arrangere dem, som han vil, han må bare ikke pakke dem for tæt sammen, og ikke sprede dem for langt.”

Skulpturlandskaberne For børnenes skyld, Mindesvupperi for et rum og Tegning i bronze var sammen med skulpturgruppen i otte dele til Herning Handelsskole og udstillingen i Galleri Ferrari i Verona forløbere for en stor udstilling på det nye Århus Kunstmuseum i 1968, hvor museumsdirektør Minna Heimburger havde inviteret Jørgen sammen med Per Arnoldi og Gregers Nielsen til at udstille i C.F. Møllers stramme funktionalistiske arkitektur. De tre unge kunstnere overraskede med en udstilling, som lå milevidt fra, hvad man indtil da havde set af skulpturudstillinger. Det var en modig museumsdirektør, der vovede at give denne chance til de tre unge kunstnere.

Souvenir, kaldte de udstillingen. I en af de store sale opbyggede de på de grå væg-til-væg-tæpper et skulpturlandskab bestående af mange forskellige ”souvenirs” – mange små enkeltdele i bronze, lange stænger der som hurtige streger tegnede sig ind i rummet, kræmmerhuse i stof og aluminium, som kunne flyttes rundt, bløde letomformelige pudeskulpturer i organiske former, der kunne rejse sig og falde sammen igen, og store levende klumper af sammensyede plasticstykker, der bevægede sig længe efter at de var sluppet af menneskehånd – alt sammen tilsyneladende tilfældigt bragt sammen, spredt ud over hele gulvet, og lænende sig op ad væggen, beregnet til at kunne ændre form og indhold hele tiden ved publikums medvirken. Udstillingen brød med alt, hvad der indtil da var set af skulpturudstillinger i Danmark. I både materiale og form og ved at lade værkets udtryk være afhængig af et skiftende publikums aktive medvirken var det lykkedes Jørgen at gøre totalt op med den klassiske skulptur og den traditionelle statiske museumsudstilling.

Fotograf @ Gregers Nielsen