J.F. Willumsens Museum

20. Juni - 31. December 2019

 

Jørgen Haugen Sørensen 2018:

'J.F. Willumsen har jeg selv, som helt ung, set på Charlottenborg. Jeg husker at han så så lille ud i en meget stor frakke. Han gik ind af døren til Charlottenborg sammen med nogen folk, han vel skulle have møde med – det må have været et par år før jeg selv debuterede på Charlottenborg i 1953. Men jeg husker ham tydeligt fordi jeg var en stor beundrer af ham. Willumsen, men også billedhuggeren Hansen Jacobsen er nok de to danske kunstnere, der har præget mig mest.

Jeg havde set Willumsens store relief på Statens Museum for Kunst, hvor det dengang var permanent ophængt, ligesom jeg husker hans trilogi ”Tizian døende”, engang billederne var udstillet på Den Frie. – Det var især Himmelgåden med ham selv som tiger der betog mig, mystisk og et stort ubesvaret spørgsmål - jeg kom til at tænke på William Blake’s: ”Tiger, tiger, burning bright, in the forest of the night...”

Willumsen imponerede mig, han turde stå alene i dansk kunst og var meget anderledes end sin samtid; en monumental kunstner, der gjorde sig dybe og store tanker om livet. Som ”En bjergbestigerske” der afspejler magt og autoritet er et godt eksempel på, men det var især ”måden” at male på der drev ham, som ”måden” også er det vigtigske for mig.

Willumsen døde i 1958, samme år som jeg udstillede på Biennalen i Venedig med tre grafikere, Palle Nielsen, Poul Christensen og Sigurd Vasegaard.
Det var den mest slappe invitation jeg modtog. Jeg boede i et træ-atelier i Fuglevad hos Ragnhild Madsen, som faktisk var svigerdatter til samme Karl Madsen, kunsthistorikeren, som havde sablet ”Kongesønnen” ned i Willumsens ungdomsværk i 1889, hvilket fik store konsekvenser for både Willumsen og for selve billedet. - Fra Fuglevad tog jeg ind til Statens Museum for Kunst for at mødes med den nuværende Dir. Jørn Rubow. Det var derefter meningen at han skulle se hvad jeg havde lavet til biennalen, men da han hørte at mit atelier lå i Fuglevad tog han sin lodenfrakke af igen, da han mente at det lå for langt væk. Jeg var 23 år og slet ikke moden til den udstilling.

Nu er jeg snart selv lige så gammel, som J.F. Willumsen var, da jeg så ham på Charlottenborg, når dir. Lisbeth Lund inviterer mig til at gå i dialog med Willumsen til næste år. Det er et gammelt ønske der går i opfyldelse, og en stor ære, fordi jeg på mange måder stadig er en stor beundre af ham.

Jeg kan godt se at der er paralleller i nogen af motiverne i vores kunst. Slagtescener, sympatien for samfundets mindre heldige og krigens tema har vi begge beskæftiget os med: Willumsens i sine raderinger fra tiden omkring 1. Verdenskrig, og jeg i mine seneste keramiske skulpturer og tegninger. Glæden for keramikken har vi tilfælles og mange af de sammen store europæiske mestre.

I Willumsens værker, er der tydelige spor af kunst han har opsøgt på sine mange rejser, som afspejler sig i hans værk. El Grego, Tizian og Goya, men også manieristen Pontormo og de syrede religiøse farver som Grünewald brugte i Isemheim alteret, er synlige ligesom Jugendkunsten er present og får mig til at mindes den Catalanske kunstner Josep Maria Sert.

Et andet sammenlignelig træk er valget af et liv i udlandet. Jeg boede, som Willumsen, i Paris i en årrække og en tid opholdt Willumsen sig i Carrara for at udvælge de forskellige farvede marmor til sit ”store relief” på Lazzarini’s værksted, der ligger tæt på ”min” by, Pietrasanta.

Jeg glæder mig til at møde Willumsen på hans museum.'

Besøg J.F. Willumsens Museums hjemmeside