Hans Alf Gallery

27. November 2015 - 15. Januar 2016

Domino Effects: Drawings 2015

Udstillingen beskæftiger sig udelukkende med Jørgen Haugen Sørensens virke som tegner. I en serie af små 70 værker, alle produceret i 2015, kommenterer billedhuggeren - der i sit enogfirsindstyvende leveår på det nærmeste har overgået sig selv i kunstnerisk vitalitet - på verdenssituationen i sit vanligt ubesværede og sardoniske men altid yndefulde formsprog.

Som var målet faktisk at forene den mangfoldighed af motiver, Haugen Sørensen igennem et langt liv har udforsket, indkapsler udstillingen mesterligt tidens skælven og skrøbelighed ved at bringe alle de velkendte delelementer i spil: Manden, der er igang med sidste del af sin kvote; mængden i opløsning; kvinden, der ligger i med Tiden; konfrontationen; hundeslagsmålene og alle vidnerne. Alle er de hos Jørgen Haugen Sørensen til stede i samfundets enorme bricolage, tidens skånselsløse næve; lukket og knyttet i én, glasklar bevægelse af én af dansk kunsts vigtigste polemikere.

'Domino Effects: Drawings 2015' kan ses frem til 15. januar og følges op af endnu en Jørgen Haugen Sørensen-udstilling i 2016, når Hans Alf Gallery til august slår dørene op til en veritabel tour de force i kunstnerens seneste skulpturproduktion.

Haugens Capricer

Om udstillingen skriver digteren Peter Poulsen:

Nogle skikkelser prøver at skubbe en stor sten, måske en klode ud af billedet eller universet. På en anden tegning forsøger en mager, senet mand at forhindre det billede, hvis centrum han udgør, i at dratte ned over ham og måske mase ham til plukfisk. Han er en fange, som kæmper desperat for at bevare sit fængsel. Vi kan selv drage vore konklusioner.

Her er temmelig stærke kræfter på spil, må man nok sige.

Et skelet sidder bag en rund kvindekrop. Der Tod und das Mädchen? spørger man.

Man kan selv forvisse sig om, hvad der er på billederne, men jeg kan ikke lade være med at fremhæve noget af det: hundene, som er blevet en specialitet hos Jørgen Haugen Sørensen. De slås, knurrer, de gør, de knepper, så man kan høre djævlene synge. Jeg er vild med menneskebjerget, som kunne være en scene fra Dantes Inferno eller en mindelse om 9/11, hvor arme ofre sprang ud fra den torpederede skyskraber. Måske noget helt andet, Det er op til beskueren…

Her, som overalt i Jørgen Haugen Sørensens kunst, er der masser af vidnesbyrd om menneskelig stupiditet og destruktionslyst.

En gang imellem, alt for sjældent synes jeg, dukker der en kunstner op, som slynger os de ubehagelige sandheder lige i synet og som med kraft og lidenskab tør vise, hvad der er på spil, ja, som ikke kan lade være.

Sådan en kunstner var Goya. Hans capricer er ren og uforfalsket politisk kunst, ætsende vidnesbyrd om menneskets monumentale tåbelighed. Visse af tegningerne på denne udstilling får mig til at tænke på Goya. En af hans mest berømte capricer forestiller en mand, som sidder og sover. Bag ham flagrer ugler og ligger et stort kattedyr, ”Fornuftens søvn skaber monstre” er titlen. Som sin store spanske forgænger er Jørgen Haugen Sørensen kompromisløs. Småborgerlighed, krigsliderlighed og religiøst hykleri fremstår i al deres perverse ynkelighed.

 

Læs interview i Kopenhagen Magasin 

Link til fotos af tegningerne HER

Installationsfotos: Hans Alf Gallery & Nammagorium. Portrætfoto af Jørgen Haugen Sørensen, Portugal 2015 er taget af Eli Benveniste