Eli Benveniste, Den konstante hånd, 2013

Det betyder at han fra starten er blevet en outsider på den danske kunstscene, men tilstanden at være udlænding passer godt til hans natur og måde at tænke på.

For han vil være et vidne til sin verden og derfor må han holde ryggen fri. Det betyder et liv i konstant bevægelse men har den fordel, at en prædefineret synsvinklen aldrig slår lange rødder, men kan skifte position i konfrontation med nye steder og tilstande, i mødet med andre mennesker og deres måder at tænke - og gøre tingene på.

Undervejs møder han andre udlændinge, som også er rejst væk fra deres hjemland, for at få afstand, til bedre at kunne se hvad de har forladt, for at kunne begynde på et nyt sted. De tog til Paris, som man i dag tager til Berlin og der er vel ikke mange nulevende kunstnere tilbage i dag der som Jorge Piqueras var ven med Marcel Duchamp, som Jørgen var det med Asger Jorn.

Jorge og Jørgen træffes i Pietrasanta, hvor mange kunstneres vej falder forbi, fordi byen, per tradition er berømt for sine stenhuggerier og bronzestøberier. På det tidspunkt har Jørgen bosat sig i Italien.

De forskellige venskaber udvikler sig naturligvis, men da Jørgen altid flytter sig, er der ikke noget mærkeligt i, at der kan gå år imellem at vennerne ser hinanden igen. Nogle bygger familie og hjem op, nogle bliver skilt og starter forfra et andet sted, eller et bestemt materiale, et værksted, bestemmer for den enkelte, hvor de tager hen.

Venskaber i udlændigheden har deres eget forløb, de er ikke bundet af tid og sted. En form for trofasthed er nødvendig, der betyder at man bærer vennerne med sig rundt ”in memoriam”, sammen med kufferter og sit pas. Man mødes igen, mindes og starter samtalen der hvor den sluttede sidst, bliver opdateret og sætter en ny hændelse ind i rækken af de foregående. Vi eksisterer i de andres hukommelse, som de i vores og derfor er vi ligeligt afhængige af de, vi deler vores historie med, hvis venskabet dør mister man også en del af sin egen historie.

For nylig mødtes vi igen med Jorge i Paris. Sidst vi så ham og hans kone Christine Graves, var i Rom for måske 15 år siden, men herefter var de flyttet til Peru,  Jorges oprindelige hjemland, til Lima, som Jorge havde forladt da han var helt ung, og på et meget lille legat, var rejst til Europa.

I dag maler Jorge i deres lejlighed i Paris. Her har han indrettet sig i et temmelig snævert atelier, eller rettere, rummet er pænt stort, men da Jorge maler hver dag, bliver værelset bestandig mindre. Malerierne er sirligt stablet op langs væggene og danner en korridor ind til pladsen ved vinduet hvor malerierne bliver til.

Vi bliver både begejstret og forundret ved synet af de seneste værker, så friske, så vitale så frie i udtrykket. Stærke farver og overraskende kompositioner der danner rum, i nye rum, født af den hvide flade.

Hvad er det der driver dem? Er det alderen? Det er klart at tiden får en anden betydning, når man bliver ældre, døden er rykket tættere på og fremstår ikke længere som en abstrakt størrelse, men nærmere som et faktum. Derfor vil de ikke spilde tiden med noget, som ikke interessere dem længere, og helst ikke lave andet end blot udtrykke sig.

Talent er et begreb, man vel næppe udelukkende, kan bruge i denne sammenhæng. Det der engang var talent har gennem masser af års praksis udviklet sig til en kunnen, det der er et bedre ord for på engelsk, som hedder ”skills”. De er nu toptunet, de er som veltrænede atleter. De er vel nu det, man i ordets bedste forstand, må kalde mestre.

Den konstante hånd er fælles for denne udstillings kunstnere. De er drevet af at finde ud af hvad der gemme sig bag den næste bakke. De er altid i gang, de mener selv, at de ikke har arbejdet bedre end nu.

De er kunstnere der er blevet ved med at arbejde. Det er det de gør mest, maler, tegner, modellerer. De er alene og måske alligevel ikke alene, deres indre og ydre ”jeg” er smeltet sammen til en, de har lært sig selv at kende. Dagene ligner hinanden, de tilbringer det meste af deres tid i selskab med sig selv.

Med stadig større afstand til et langt livs gode og dårlige erfaringer, er de nået over på den anden side og har overlevet alt det, vi bilder os selv ind vi ikke kan leve foruden.

Alt det et liv kræver tilfredsstillelse af.

De skal ikke længere vente på inspiration, og bekymre sig som før om kvindelige relationer og deres børn. De materielle goder betyder heller ikke det samme længere, anerkendelse er en speget affære, berømmelse måske ikke en ultimativt værdi i sig selv. Hvis bare der er ro til at arbejde mere.

Tiden er altid optaget af nye strømninger, de har set mange berømtheder fordufte. Det der er ”in vogue” i dag er noget andet end det de har for, og derfor må de blot tro endnu stærkere på det, netop kun de kan. Og tvivlen den følger jo med under alle omstændigheder.

De er enere, men det har de nu altid været og har de ikke fundet sig lige så meget til rette i samfundets større sammenhænge, har de på dette tidspunkt fundet sig til rette med sig selv.

Så når jeg står og beundre deres værker, tænker jeg at det måske er alle de stille dage, i  selskab med sig selv der har gjort værkerne så frie og så fanden i voldske. Det handler ikke længere om dem selv, som det handler om det. - Kunsten

Nu er de der hvor det er sjovest hvis man er kunstner.

Se fotos fra udstillingen i 2013 på Galleri Claus Christensen