1971-1973 Skulpturgruppe Danmarks Journalisthøjskole

Pietrasanta blev i midten af 1970'erne et centrum for kunstnere fra hele verden. Området har en århundredlang tradition for at levere marmor til fremtrædende italienske billedhuggere (bl.a. Michelangelo). I løbet af 1950'erne blev der etableret bronzestøberier og en række værksteder, som først levede af at fremstille religiøse skulpturer, men efterhånden blev kunstnere trukket til. Også mange danske (og andre skandinaviske) kunstnere tilbragte kortere eller længere tid i Pietrasanta. Eva Sørensen kom først, og det var hende som fortalte Jørgen Haugen Sørensen om byen. Han tog Willy ørskov med, og Søren Georg Jensen, som var bosat i Rom. Temmelig mange danskere besøgte Jørgen Haugen Sørensen, som først boede i Valdicastello, men senere bosatte sig i Vallecchia, højt over byen og med udsigt over havet.

Med Pietrasanta indledes et nyt kapitel i arbejdet: Stenen. Jette Muhlendorph skrev (i kataloget til Veksølund-udstillingen 1978) at Jørgen Haugen Sørensen begyndte at tænke i sten da han fik den store opgave til Danmarks journalisthøjskole i århus i 1971. En opgave der blev udformet som et skulpturlandskab i bronze og marmor. Hans første stenform var en variation over en form han tidligere havde benyttet i skulturgruppen, - nemlig den sukkertop- lignede form som ifølge Jørgen er en af de allerenkleste former, "den første et barn laver i en bunke sand": Toppen blev først i atelieret i Verona formet i naturlig størrelse, dernæst blev den kørt til stenhuggeren i S. Ambrogio. Skulptur nr. 2 til Journalisthøjskolen blev først udført i begyndelsen af 1973 i Pietrasanta, Toscana. Jørgen var taget hertil, fordi han havde lyst til at udforske marmorens muligheder på et sted, hvor den både blev brudt og forarbejdet: "Jørgen Haugen Sørensen ser stenens muligheder, søger marmoren, og nærmer sig langsomt håndværket".

Allis Helleland, Jørgen Haugen Sørensen - En Biografi:

I 1971 fik Jørgen af Statens Kunstfond tildelt en stor udsmykningsopgave på den nye Danmarks Journalisthøjskole, som var ved at blive opført i den nordlige udkant af Århus. Bygningen, der var tegnet af det århusianske arkitektfirma Kjær og Richter, blev opført i den for den tid så typiske funktionalistiske byggestil i rå, grå jernbeton. På en stor rektangulær terrasse mod syd blev der i samarbejde med kunstneren afsat plads til en kunstnerisk udsmykning, og opgaven lød på, at den skulle udføres i beton og således være en integreret del af nybyggeriet. Jørgen betragtede imidlertid det rå betonbyggeri som slum uegnet til mennesker og ville med sit kunstværk afsløre dette, ja faktisk lade kunsten øve vold mod arkitekturen i stedet for at pynte på den. Han mente, at betonen krævede et kunstværk, der var i slægtskab med skraldespande og cykelstativer.

I naturlig forlængelse af de seneste års arbejde med den opløste skulptur valgte han at skabe et skulpturlandskab i kæmpeformat. Det var selvfølgelig ikke muligt i et udendørs stationært kunstværk at gennemføre den oprindelige idé om, at de enkelte dele i skulpturlandskabet kan flyttes rundt på af tilskuerne, så nye former og nyt indhold konstant kommer frem. Men interaktiviteten mellem værk og beskuer var stadig aktuel i og med at værket skulle udføres i stor skala, så beskuerne skulle bevæge sig rundt imellem enkeltdelene for at opleve skulpturen som helhed.

Som kontrast til den rå beton valgte Jørgen at udføre sit værk i ædle materialer, der kunne tåle at stå udendørs i det danske klima, – bronze, som han kendte så godt og rød Verona- og Carrara marmor, som han for første gang prøvede kræfter med. Værket består af fem enkeltdele, alle velkendte organiske former og bølgende bevægelser, som går igen fra de tidligere skulpturlandskaber, og som bryder de lange lige linjer i den funktionalistiske arkitektur og giver rummet kraft og intensitet.

Helt bogstaveligt nedbrydes betonmuren omkring terrassen af en stor mørk bronzetunge, der slikker ud over muren og ned mod parkeringspladsens tilkørselsrampe. Ja, tungen nærmest smelter betonen væk, som var det sukker eller flødeis. Oppe på terrassen er placeret tre fritstående meterhøje figurer: Kræmmerhuset eller en top, som i tidligere skulpturlandskaber var udført i blødt stof eller plastic, og som Jørgen karakteriserede som ”en af de allerenkleste former”, ”den første et barn laver i en bunke sand”, er her hugget i lyserød marmor på en så delikat måde, at den ser blød ud. Det lille maddikeagtige ”dyr” med lang hals og lille hoved og en stor klat ud til siden er hugget i hvid og grå marmor. En stor organisk figur, der har mindelser om et bevinget væsen med en lang tunge, der løftes op, er støbt i bronze, men overfladen er upoleret og sprukken som arret hud efter en ulykke. Lidt for sig selv læner sig op ad sidemuren en skrotbunke i bronze. Alle figurerne bærer en særlig styrke i sig, følelser af indre kraft, som ikke lader sig underkue af omgivelsernes overmagt. Hele skulpturlandskabet er at opfatte som en solidaritet med de små men-nesker, som skal færdes i disse golde betonomgivelser.

Leila Krogh karakteriserede det i sin bog om kunst i rummet således:

”Alle figurationerne har stærke psykiske karakterer med mindelser om vores indre landskaber, i forskelligartede stemninger. Der er den myge, bløde stolte glæde, den forsigtige voven sig frem, den trodsige provokation med mange følelsesmæssige efterslæb og den koksede sammenhobning af nederlag, der bliver til en resigneret skrotbunke, som må læne sig op ad noget. Det er som en gennemspilning af mentale tilstande, der melder sig helt af sig selv med krav på at blive gennemlevet og udlevet.”

For Jørgen var denne store udsmykningsopgave en kæmpe udfordring. Det var en gammel drøm hos ham om at skabe et stort værk, hvor han skulle samarbejde med både arkitekter, ingeniører og bygningshåndværkere og med stenhuggere og bronzestøbere. Han følte sig i direkte forbindelse med middelalderens kirkebyggere, hvor et lignende samarbejde mellem håndværkere og kunstnere havde fundet sted. Sammen med Jette, som jo var kunsthistoriker, rejste han rundt til de forskellige norditalienske byer og kulturcentre og studerede indgående især middelalderens arkitektur og billedkunst. I Verona, hvor han op gennem 60’erne havde boet med familien i flere perioder, kom han meget i kvarteret omkring den prægtige San Zeno-kirke, hvor samspillet mellem de berømte bronzedøre og stenarbejdet går op i en højere enhed. De dygtige bronzestøbere i Verona, som mestrede den komplicerede cire-perdue-metode kendte han fra samarbejdet op gennem 1960’erne. Men det var første gang, han arbejdede sammen med de italienske stenmestre, dels i San Ambrogio, dels i Pietrasanta.

Tilblivelsen af værket fik et særligt dramatisk forløb, da Jørgen under arbejdet i Verona blev arresteret af det italienske politi. Norditalien var i disse år præget af kolossale sociale og politiske uroligheder med voldelige opgør mellem venstreorienterede grupper og militæret og det hemmelige politi. Der foregik til stadighed overgreb og likvideringer, og som venstreorienteret udenlandsk kunstner med venner, der var medlemmer af brigaderne, havde Jørgen særligt myndighedernes bevågenhed.

I 1973 gik det galt. På et værtshus sad han i samtale med en gruppe soldater, da der kom en fuldt dekoreret officer gående hen til deres bord. Jørgen ytrede sin mishag mod ordener og medaljer og krig. Han blev arresteret, og der kom en større sag ud af det, som fik stor mediebevågenhed, da filmskaberen Pier Paolo Pasolini støttede hans udtalelser, og en af venstrefløjens berømte advokater Tedesco var hans forsvarer. Han fik en – politisk – dom på otte års fængsel for ”bagvaskelse af de væbnede styrker”. Dommen blev senere ændret til otte måneders betinget fængsel og udvisning fra Italien.

Udvisningen skete, før han var helt færdig med værket, og han måtte ændre en planlagt stor langstrakt bronzedel, der skulle have gået fra indgangsdørens øverste kant skråt ned mod grundfladen. Denne del nåede han ikke at få støbt i Verona, mest fordi det oprindelige pristilbud i italienske lire ikke holdt efter Danmarks indlemmelse i EF. Da udvisningen ydermere komplicerede støbningen i Verona, ændrede han denne del af skulpturen til den mindre bunke krøllet skrot, så han kunne aflevere værket i november 1973. Sådan kom Danmarks Europapolitik til at influere på udformningen af kunstværket.