Carsten Jensen, marts 2014

Tale ved afsløringen af Jørgen Haugen Sørensens udsmykning af Københavns Byret, marts 2014

Da arkitekten C. F. Hansen i 1800tallets begyndelse planlagde det, der skulle blive til Københavns  Råd-, dom- og arresthus, gjorde han en betragtning, som skønt den tilsyneladende kun handler om praktiske overvejelser, måske i virkeligheden udtrykket ikke bare et samfundssyn, men i sidste ende også et menneskesyn.

"Rigtignok haver denne Plads irregulære Vinkler, men denne Fejl må Kunstneren søge i Anlæget af sin Plan at afhjælpe og gøre ubemerkelig. "

Der er to ord her, som er synonyme. Det er "irregulære" og "fejl". De irregulære vinkler er en fejl, der må afhjælpes, eller i hvert fald gøres usynlig. I C. F. Hansens domhus hersker der da også over alt en retvinklet, ubarmhjertig symmetri. Her i  retssalen, hvor vi nu er forsamlet for at fejre indvielsen af Jørgen Haugen Sørensens relieffer, befinder der sig for enden af rummet to imposante døre anbragt over for hinanden. Hvis man åbner den ene, kommer man ind i et nyt rum. Hvis man åbner den anden, støder man på en nøgen mur og en knagerække. Døren fører ingen steder hen. Den er der for symmetriens skyld.  En symmetri, der er blevet sin egen mening og har skilt sig fra enhver praktisk brug.

Findes der symmetriske samfund, hvor alt er perfekt balance, fordi den ene side er et nøjagtigt spejl for den anden? Findes der retvinklede mennesker?

Det gør der åbenbart. Vi kan tale om retlinede mennesker og rene linjer mellem mennesker, og det er positivt ment. Findes der også retlinede mennesker uden for sproget, eller er den virkelige skandale, at verden alt for ofte er asymmetrisk og mennesker fulde af irregulære vinkler?  Er det derfor, vi har lov og orden og en forestilling om retfærdighed, for at skabe symmetri og en retvinklethed, der rækker helt ind i hjertet?

Hvorfor har retfærdighedens symbol, Justitia, bind for øjnene? Fordi hun ikke skal lade sig påvirke af  det ydre. Hun står med to vægtskåle i hånden og så længe, de befinder sig i balance, og den ene ikke trækker ned på bekostning af den anden, er  retfærdigheden sket fyldest. Det er derfor, Justitia ikke behøver at se. Hun har sans for symmetri, og retfærdighed kan måles og vejes.

Det var C. F. Hansens ide, at domhusets facade skulle have haft en rig udsmykning, domineret af et relief af Bertel Thorvaldsen, men planen måtte opgives på grund af den pengemangel, der fulgte efter tabet af Norge og statsbankerotten i 1814. Det var Salomons dom, der skulle have været afbilledet på relieffet. Men Det Gamle Testamentes livskloge kong Salomon er en anden figur end Justitia med hendes vægtskåle.

Da to kvinder begge hårdnakket påstår at være mor til det samme barn, og sagen ikke lader sig afgøre,  trækker Salomon sit sværd og foreslår at kløve det omstridte barn i to. Så kan kvinderne få hver sin halvdel, vægtskålene vil være i balance, og en symmetrisk retfærdighed gå i opfyldelse. At spædbarnet vil være dødt, gør i princippet ingen forskel, for i symmetriens tempel er der også døre, der ingen steder fører hen. Sådan ville den blinde Justitia have handlet. 

Men Salomon ser, at i moderhjertet er der ingen rette vinkler, og derfor er han i stand til at fælde den dom, der er opkaldt efter ham, og som ikke er baseret på vægtskålenes balance og sansen for symmetri. Han giver barnet til den kvinde, der sætter sit barns   liv højere end sin egen ret og derfor er villig til at overlade det til en anden. Noget bevis har han ikke, men med al sin menneskekundskab forstår Salomon intuitivt, at hun må være moren.

Jørgen Haugen Sørensens dommer er ingen blind Justitia, men han er heller ikke nogen Kong Salomon. Han har en overfladisk lighed med den franske billedhugger Rodins magtfulde skulptur Grubleren, men han sidder ikke på nogen solid sten og støtter ikke sit ædle hoved i hånden, mens han ser indad. Han kryber sammen på jorden med de skrævende ben stikkende i vejret. Han ser ned, ikke ind i sig selv.  Hans hænder holder beskyttende om hovedet, men det ser ikke ud, som om han koncentrerer sig om den dom, han skal til at fælde. Snarere virker det ud, som om han ængsteligt vægrer for sig eller prøver at holde en virkelighed borte, der er blevet for voldsom. Måske ønsker han, han var blind som Justitia, og at han som retfærdighedens gudinde befandt sig i en verden, der var målbar, rationel og åben for balancer.

Men det gør han ikke, som de fem relieffer til venstre for ham med overvældende tydelighed viser. De har titler og temaer til fælles med meget af Haugen Sørensens produktion i det sidste tiår. Trængsel ved dumhedens port,  That´s why they call them dogs, Kaos er bare nogle af titlerne fra denne apokalyptiske billedfrise, der viser en verden, der hinsides enhver kontrol suges ned i en malstrøm af morderisk hensynsløshed. Dyr og mennesker er viklet ind i en overlevelseskamp, hvor de ikke længere er til at skelne fra hinanden.

Det er en apokalypse i meget moderne forstand, ikke nogen bibelsk dommedag, hvor de døde stedes for Guds ansigt for at blive dømt på deres gerninger, men i stedet en  moderne rædselsvision, som minder om den, der også dyrkes i populærkulturen, hvor hjerneløse zombier dukker op overalt for at flå de levende i stykker, som billede på en tid, der ikke længere kan sætte navn på sin egen frygt, men er så meget mere i dens vold.

Den tilstand Jørgen Haugen Sørensen skildrer, er bedst beskrevet af den engelske filosof Thomas Hobbes i hans værk Leviathan, der er en af de første famlende begrundelser for nødvendigheden af en retsstat, der kan holde kaos på afstand. I naturtilstanden lever mennesker i en grum og evig indbyrdes krig, hvor livet, som Hobbes malende beskriver det, er "ensomt, fattigt, beskidt og kort".  Men der er også noget foruroligende moderne ved dette arkaiske barbari, for dets mennesker føler med Hobbes´ ord, at de har "ret til alt", og at der ingen barriere gives for deres begær. Er der ikke et ekko her af nutidens hedonistiske mennesketype, der hensynsløst hengiver sig til sine egne drifters diktater og i sin tro på sin egen ret som planetens dominerende art ødelægger den natur, det skulle ernære sig af?

Hvordan kan vi være sikre på, at reliefferne på væggen her refererer til en tilstand, der hører fortiden til? Hvorfra ved vi, at de ikke skildrer vores fremtid? Eller måske ligefrem vores samtid, og det ikke er os selv, vi stirrer på i disse groteske halvmennesker, der trænges ved dumhedens port og i tusindtal løber frem imod os som en sulten zombiehær? Er de dumme, de morderiske, de grådige altid de andre, yderkvarterernes forsømte beboere eller indbyggerne på heldigvis fjerne kontinenter? 

I et dagbogsnotat fra 2006 skriver Haugen Sørensen: "Verden forekommer mig absurd, så absurd, at jeg ikke kan lave billeder af den, uden det kun er en antydning. Før i tiden følte jeg mig i stand til det, nu kan jeg kun se dybden af dumheden. Undergangen, hensynsløsheden. Vi er alle som dyr, der dækker over svagheden."

Undergangen, hensynsløsheden. Er det ikke en tidsdiagnose, der har været længe undervejs i Haugen Sørensens kunstneriske arbejde, der kulminerer her på væggene i Domhusets retssal 60?

Og "Vidnerne", som de kaldes, skulpturgruppen på endevæggen, overfor dommeren. Hvem er de? Hvad bevidner de? Også her er der mindelser om Rodin, denne gang skulpturgruppen  Borgerne fra Calais, men der er også en afgørende forskel. Rodins borgere ruster sig til forsvaret for deres by. De vakler mellem pligtfølelse og angst for at dø, og den endelige beslutning kan de kun træffe alene med deres samvittighed. Derfor står de hver for sig. Haugen Sørensens vidner trykker sig mod hinanden. Deres ansigter er halvt skjulte. De ser ned. De styrker sig ikke ved fællesskabet. De søger tilflugt i det.

Hobbes minder os om, at først når vi tilslutter os et forpligtende fællesskab, kan vi kalde os borgere. Haugen Sørensens vidner er borgere, et stykke tid endnu, men hvor længe? De er ængstelige, foruroligede borgere, uden hverken selvtillid eller nogen stærk tro på fællesskabet. De ser dommerens svaghed, og konfronteret med de kræfter, kaos har sluppet løs, mærker de deres egen.

Hvor længe går der, før de bliver opslugt af det kaos, der hersker på reliefferne, eller stiller op i trængslen ved dumhedens port?

Hvorfra skal de hente deres modstandskraft?

Hvorfra skal vi hente den?

Hos en sammenkrøbet, tvivlende dommer? I symmetrien? Hos den blinde Justitia?

Haugen har efterladt sig et massivt spørgsmålstegn ved retsstatens overlevelsesevne i retssal 60.

En dag i den forløbne uge besøgte jeg retssal 60 for at overvære en retssag og se samspillet mellem sagens aktører og relieffer og skulpturer. Der sad en kvinde foran en mikrofon og svarede på spørgsmål, da jeg kom ind. Først troede jeg, at hun sad der som anklaget. For hun blev talt til som anklaget. I en skeptisk tone, der svingede mellem opgivelse, når hun endnu en gang benægtede åbenlyse sandheder, og slet skjult hoveren, når hun endnu en gang blev grebet i åbenlyse løgne. Hun talte også selv som en anklaget. Trodsig, forhærdet, i en evig undvigemanøvre, med den konstante benægtelse som sit eneste forsvar.

Men hun var vidne. Hun skulle vidne imod den alfons, der havde misbrugt  hende. Hvorfor forsvarede hun ham? Måske fordi hun frygtede ham? Måske fordi hun i et liv uden kærlighed bare en gang var blevet rakt et gram opmærksomhed netop af ham? Det var ikke klart. Måske var det heller ikke klart for hende selv.

Hun var analfabet, biologiske forældre tidligt døde, opvokset hos plejeforældre på et fremmed kontinent, gået på gaden som prostitueret siden hun var teenager, fra kl. 10 om formiddagen til ud på natten, undtagen på de korte dage, hvor hun kunne gå hjem efter ti timers trækkeri. Hun var et offer for menneskehandel, men sagde selv, at alt, hvad der var hændt hende, var sket efter eget frivilligt valg, som om hun nogen sinde havde haft et.

Hun tilhører de millioner, der er på flugt fra endeløse krige, sammenbrudte stater, smuldrende økonomier, ørkener, der breder sig, regn, der udebliver, udtørret jord, der ikke længere giver noget fra sig. Hun hører til oppe på reliefferne på væggen. Vi vil beskytte hende. Men hun tror ikke på vores fremstrakte hånd. Hun tror, der er noget, der er stærkere end den lov, der hersker i denne retssal, en lovløshed, der breder sig i samme hast som ørkenen, og som for længst har indhentet hende og holder hende i et greb, vi ikke igen kan vriste hende ud af.

Hun tror ikke på os. Hun tror ikke på vores løfter. Hun kan ikke komme ud af kaos, hinsides dumhedens port, lade hundeslagsmålet bag sig. Hun er en erfaring mindre end os. Loven findes ikke for hende.

Vi vil hjælpe hende. Men vi taler til hende som en anklaget. Vi anklager hende for at være fortabt, og hendes fortabthed fylder os med frygt, fordi den kan være et varsel. Dommeren vægrer for sig. Vidnerne bøjer hovedet. Vil de overhovedet se noget?

Vil vi se?