Gaven

Pressemeddelelse Bornholm Kunstmuseum, 2014

Billedhuggeren Jørgen Haugen Sørensen donerer flere hundrede værker til Bornholms Kunstmuseum.

I 1838 sejlede fregatten Rota Bertel Thorvaldsens arbejder hjem fra Italien til det kommende museum på Slotsholmen. Jørgen Haugen Sørensen vil sikkert frabede sig militær intervention, men gennem den sidste uges tid, er det ene lastbillæs efter det andet blevet afleveret til Bornholms Kunstmuseum.

De mange transportkasser indeholder modeller og skulpturer af billedhuggeren Jørgen Haugen Sørensen, der i forbindelse med sin 80 års fødselsdag, har besluttet at donere en stor del af sit værk til Bornholms Kunstmuseum.

Jørgen Haugen Sørensen har en livslang tilknytning til Bornholm, hvor hans mor var født. Han er livet igennem vendt tilbage til øen, både som barn hos bedsteforældrene og senere for at arbejde skulpturelt, som i begyndelsen af 1960erne, hvor han på Rabækkeværket udviklede sine rørskulpturer af de rå ekstruderede lerrør.  Jørgen Haugen Sørensen har samtidig en stor veneration for Bornholms Kunstmuseum, der i sin samling allerede har en række værker af kunstneren, lige fra de tidlige bronzehunde han viste på Biennalen i Venedig i 1958 til de seneste som f.eks. ”Brødrene Sorg og Skyld”.  

Jørgen Haugen Sørensen fejrede sin 80 års fødselsdag på Bornholms Kunstmuseum.

I forbindelse med den store donation sagde han:

”Som kunstner er man naturligvis altid lidt smigret, når der er interesse for ens arbejde og Bornholms Kunstmuseum har gennem de seneste 20 år fulgt mit arbejde tæt og også vist flere store udstillinger med mine værker. Nu bliver det væsentligste af mit arbejde samlet på et sted, hvor man kan danne sig et overblik og hvor det er sikret for fremtiden.  Jeg har kun gode minder fra Bornholm og det glæder mig, at det netop er her mine værker kan bevares.”

Museumsdirektør Lars Kærulf Møller kan slet ikke få armene ned, når han begejstret fortæller om den store gave.

”Jeg anser Jørgen Haugen Sørensen for en af det 20. århundredes betydeligste billedhuggere, og at han netop vælger os til at modtage den fornemme donation, ser jeg som en fantastisk cadeau til Bornholm og til museet. Mange har spurgt: Hvor vil I da gøre af de hundredvis af skulpturer?, og naturligvis er der lige nu nogle logistiske udfordringer, men vi har allerede nu indarbejdet et særligt lokale i den kommende udbygning, så vi i fremtiden kan præsentere samlingen på fineste vis.”

Donationen blev præsenteret ved en reception på Bornholms Kunstmuseum Lørdag d. 4. oktober kl. 15.00

Se TV2 Bornholm om den store gave her