Asger Nielsen, Mindeord, Nov 2021
Det er med stor sorg, at vi må meddele, at Jørgen Haugen Sørensen er død.
Jørgen var sin generations uden sammenligning største billedhugger – og vel også foruden Thorvaldsen én af de største, vi nogensinde har haft her til lands. Jørgen var vild, kompromisløs, intelligent, stædig og fræk som en slagterhund. Jørgen var legemliggørelsen af efterkrigstidens kunsthistorie; et næsten ubegribeligt menneskeligt kondensat af levet liv, historier, oplevelser, indtryk og erfaringer. Jørgen kunne være indsigtsfuld, medfølende og blid. Jørgen kunne være benhård, uforsonlig og halsstarrig. For Jørgen var et menneske, et stort og alsidigt menneske, der netop var i stand til at rumme tilværelsens paradokser.
Den sidste bog er næppe skrevet om Jørgens kunstneriske virke. Som hans personlighed var det egensindigt og mangefacetteret og umuligt at sætte i bås. Jørgen var en mesterlig formgiver; hans hænder var i stand til at gøre ting, man ikke troede mulige. Og altid med en tilsyneladende lethed, som end ikke et helt livs øvelse kan bibringe et menneske. Jørgens evner udsprang netop ikke af flid alene, men beroede i mindst lige så høj grad på en naturlig virtuositet, en medfødt forståelse for materien, som vi andre dødelige kun kan drømme om.
Men nu er Jørgen alligevel død, og han har efterladt os her, og vores tanker er hos hans familie, hans elskede Eli, hans børn og hans børnebørn – og alle de mennesker han har berørt igennem livet, hvoraf mange også blev hans venner. I dag er det ikke til at bære, at vi skal tale om Jørgen i datid. Men Jørgen er her også stadig, og Jørgen vil vedblive at være her. Om ikke i egen høje person, så i sin kunst, som stadig tårner sig op på pladser og i parker, i private og offentlige rum og på museer rundt omkring i både Danmark og resten af verden. For Jørgen var en verdensmand, en kunstnerisk kosmopolit, som har efterladt sig varige spor i jorden. Vi kommer til at savne dig, Jørgen.
Æret være dit minde.